Bacondressing

Indimellem er jeg virkelig længe om at opdage, hvad der sker på gourmetfronten på de sociale medier. Således har jeg netop hørt om bacondressing i en FB gruppe om LCHF. Der var en, som skrev, at familiens yndlingsdressing var creme fraiche med bacon, hvidløg og purløg. Tak for inspiration – jeg kan desværre ikke huske dit navn. 

Jeg har lavet lidt research på den famøse dressing, der efter sigende skulle kunne redde enhver salat. Nogen bruger danablue i opskriften, mens andre laver en varm bacondressing, hvor man blandt andet bruger fedtet fra det stegte bacon. Men lav evt. selv en googlesøgning – der er rigtig mange opskrifter. Her kommer min version, som bl.a. har inspiration fra Maduniverset.dk.

Jeg har valgt at bruge creme fraiche blandet med en smule mayonnaise. Jeg bryder mig ikke om alt for fede dressinger – hverken smagen eller de mange kalorier, som de bringer med sig. Jeg har tilsat lidt surt og lidt sødt, hvilket klæder de fleste dressinger. Purløg og hvidløg er altid godt sammen med bacon, synes jeg.

Dressingen skal gerne trække i køleskabet indtil næste dag, så baconsmagen fremhæves. Den har en rigtig god smag af de forskellige ingredienser – og så er den dejlig cremet uden at være for fed. Jeg tænker, at den udover at fungere som almindelig salatdressing også er velegnet til grillede grøntsager og som dip eller kold sauce til f.eks. dine æg, din bøf eller til et stykke kyllingebryst.På billedet ovenfor er bacondressingen serveret til en grov salat, som består af blancherede haricot verts og blomkål, lupinbønner, vesterhavsost og grøn dukkah.

Næringsindhold i 1 portion = 2 spsk (100 g)
  • Kalorier: 61 (204)
  • Protein: 2,2 g (7,4 g)
  • Kulhydrat: 1,1 g (3,7 g)
  • Fedt: 5,4 g (18 g)

Bacondressing

Ingredienser

  • 3 dl creme fraiche 18 %
  • 2 spsk mayonnaise (jeg brugte Hellmanns light, som ikke er LCHF)
  • evt 2 spsk citronsaft eller æblecidereddike
  • 1 spsk Sukrin Gold eller sukker
  • 2-4 fed presset hvidløg
  • 10 skiver bacon
  • 1 bundt purløg
  • 1/2 – 1 tsk groft salt
  • friskkværnet peber

Fremgangsmåde

  1. Steg bacon sprødt på en pande eller i ovnen.
  2. Læg det til afdrypning på køkkenrulle.
  3. Hak det MEGET fint med en kniv.
  4. Skyl og klip eller snit purløget fint.
  5. Pisk creme fraiche med mayonnaise, citron/ eddike og sukrin.
  6. Pres hvidløg i dressingen og tilsæt det knuste bacon samt det hakkede purløg . Gem lidt purløg og bacon til pynt.
  7. Smag til med salt og friskkværnet peber.
  8. Lad din bacondressing trække i køleskabet i mindst 3 timer – eller endnu bedre til næste dag. Jo længere trækketid, jo mere smag.
  9. Dressingen kan holde sig i en uges tid i køleskabet. 

1 thoughts on “Bacondressing

Skriv en kommentar