Hvor heldig har man lov at være. Nogen i det store udland (sikkert USA) har fundet på at lave en Big Mac salat – opkaldt efter en af burgerne på en kendt burgerrestaurant. Jeg er sikker på, at den bliver et lige så stort hit som cheeseburgersuppen.
Salaten indeholder alle ingredienserne fra en bacon/cheeseburger – lige bortset fra brødet. Således er den både ganske børnevenlig og low carb. Jeg har valgt at lave min burgersalat med meget fintsnittet hvidkål, da der ikke er hverken særlig mange fibre eller vitaminer i iceberg. Dressingen er efter sigende den ægte Big Mac dressing, som jeg har gjort low carb.
PS Det blev en torsdagsmiddag, som min kulhydratspisende mand gav 5 store stjerner ∗∗∗∗∗
Ingredienser til 4 – 6 personer
- ca 50 g stegte (svarer ca til 100 g rå) bacontern (gerne en god kvalitet – det kan godt smages)
- 1 spidskål (eller iceberg)
- 500 g hakket oksekød
- 2 spsk olivenolie til stegning
- 1 tsk løgpulver
- 1 tsk hvidløgspulver
- 1 tsk salt
- ½ squash i korte juliennestrimler
- 10 cherrytomater i kvarte
- 2 hakkede, syltede drueagurker (sukkerfri)
- lidt syltede, hakkede rødløg
- 50 g revet cheddar
- friskkværnet peber
- feldsalat til pynt
Ingredienser til ægte burgerdressing
- 1 dl cremefraiche eller mayonnaise
- ½ dl mayonnaise
- 2 spsk sennep
- 2 finthakkede, syltede drueagurker (sukkerfri)
- 1 tsk æblecidereddike
- ½ fed finthakket hvidløg
- 1 tsl paprika
- 1-2 spsk Sukrin Gold
- Evt vand til fortynding
Fremgangsmåde
- Bland ingredienserne til dressingen og smag den til, så den passer til dine smagsløg. Fortynd den med vand, hvis du synes, at den er for tyk.
- Skær bacon i tern og steg det sprødt på en varm pande
- Mens det steger, kan du skære spidskålet fint med en ∗kålskærer eller med en skarp kniv (det er vigtigt, at det er meget fintsnittet – ellers er det ikke så lækkert)
- Læg det i et stort salatfad og bland dressingen i.
- Skær drueagurkerne i små tern og cherrytomaterne i kvarte. Kom dem i salaten.
- Nu er dit bacon ved at være færdigt. Tag det op og læg det på fedtsugende papir
- Steg oksekødet i olivenolien (eller brug baconfedt)
- Krydr det med løg- og hvidløgspulver
- Sluk for varmen, når kødet er stegt færdigt og riv cheddarosten over.
- Fordel det varme, stegte oksekød over spidskålen
- Drys nu stegte bacontern og squash, snittet i korte strimler (med en ∗julienneskærer) samt feldsalat over
- Kværn peber over salaten og servér straks
- Salaten kan godt gemmes til næste dag, hvis du fjerner feldsalaten (den bliver nemlig slatten).
Inspiration til salaten har jeg fra Madbanditten og inspiration til Big Mac dressingen har jeg fra Erdusulten.dk