Disse vaniljekranse er sprøde og har den helt rigtige smag af mandler og vanilje. Opskriften er lavet med udgangspunkt i Mette Blomsterberg´s vaniljekranse. De smager virkelig godt og de holder formen under bagning, hvilket er vigtigt for vaniljekranse, synes jeg.
De skal helst have den der rillede overflade for at være helt rigtige. Kransene blev ikke så perfekte som Blomsterberg´s – men det havde jeg heller ikke turde satse på.Jeg bager kun vaniljekranse en gang om året – og det er lige før jul (ellers holder de ikke).
Til at lave de helt rigtige stænger, bruger jeg min meget gamle kødkværn fra Husqvarna. Den gør det bare så flot. Hvis du ikke har en kødkværn, kan du sagtens lave vaniljekransene med en sprøjtepose med stjernetyl – eller rulle dem i hånden.
Vaniljekranse à la Blomsterberg
Ingredienser
- 80 gr mandler med skal (eller uden, hvis du vil have de helt lyse vaniljekranse)
- 200 g blødt smør
- 1 stort æg
- 180 g sukker
- 250 g mel
- 1 knivspids salt
- korn fra 1 hel vaniljestang eller 2 tsk vaniljepulver
Fremgangsmåde
- Rist mandlerne i ovnen ca. 10 minutter ved 200 grader og lad dem køle af.
- Hak mandlerne meget fint i en foodprocessor eller minihakker. Sørg for, at der ikke er store stykker tilbage, da de vil stoppe hullet i kødkværnen eller stjernetylen til.
- Rør sukker med det bløde smør samt korn fra vaniljestang eller vaniljepulver
- Tilsæt æg og mel.
- Tilsæt de meget finthakkede mandler til sidst og ælt til dejen samles og bliver glat.
- Hvis du vil lave dine kranse på en gammeldags kødkværn, skal dejen på køl i ca ½ time først.
- Hvis du laver dem med en sprøjtepose med stjernetyl, skal dejen bruges med det samme.
- Den sidste mulighed er, at rulle lange pølser med hånden og skære stykker af på 10 cm, som du former til kranse. Her må dejen gerne komme på køl i ½ times tid.
- Lav dine kranse og tænd for ovnen.
- Vaniljekransene bages ved 200 ° almindelig varme eller 180 ° varmluft (hvis du bager 2 plader ad gangen) i en forvarmet ovn i ca. 10 minutter på midterste rille.
- De er færdige når bunden begynder at blive lysebrun. Hold godt øje med dem, der er kun ca ½ minut mellem at kagerne er bagt perfekt og har fået for meget.
- Vaniljekransene gemmes i en kagedåse, når de er helt afkølede.
Hej. I den opskrift fra Mit livs kogebog bruger hun hele vanillestangen. Gør du ikke det ? God jul 🙂
LikeLike
Hej Didde
Det kan du roligt gøre. Man kan vist ikke få for meget vanilje – kan man?
Mvh Kathe
LikeLike
PS Jeg har lige ændret opskriften en del, så den oprindelige nu er helt væk. Hvis du er mere til de rustikke – så må du en tur over til Mit livs kogebog
http://www.mitlivskogebog.com/2013/12/verdens-bedste-vaniljekranse.html#.VI8xgSuG9ss
Mvh Kathe
LikeLike
Hej Kathe. Nøøj de ser godt ud, det skal prøves i morgen. Mangler liiige en enkelt slags. Skal mandlerne smuttes inden de ristes, eller beholder mandlerne “skindet” på ?
Rigtig glædelig jul til dig og dine, – og mange tak for god inspiration.
Mvh ElseMarie
LikeLike
Hejsa
De skal ikke smuttes, inden de ristes – så det er ganske nemt.
Glædelig jul til dig også.
Mange hilsner Kathe
LikeLike
De er nemlig bare rigtig gode 🙂 Og sikke nogle smukke billeder!
Glædelig Jul
Kh Linda
LikeLike
Tusind tak og glædelig jul til dig også.
Mvh Kathe
LikeLike