Opskriften på denne skønne LCHF ret har jeg fra Dietdoctor.com. Pga de mange løg, er retten liberal LCHF – men det er til gengæld løgene, der giver det meste af smagen. Og jeg kan kun sige, at den altså smager dejligt. Vi spiste den som tilbehør til en gang pulled chicken i pitabrød. Det var ikke så tosset endda.
Retten kan også laves med skiver af squash, som du behandler og forbager i ovnen på samme vis som auberginerne.
Ingredienser til 4-6 personer:
- 2 auberginer (ialt ca 600 g)
- 3-4 løg
- ca 1 dl olivenolie til pensling og stegning
- 150 g feta ost
- ½ dl fint hakket persille
- 2 ts tørret oregano
- 1 dl revet ost
- 2 dl fløde
- groft salt
- friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
- Skær auberginerne i 1 cm tykke skiver.
- Smør dem med olivenolie og drys salt på begge sider af skiven.
- Læg dem på bagepapir på en bageplade og bag i ovnen ved 180 ° varmluft, indtil de er gyldne.
- De skal have ca 30 minutter på den ene side.
- Herefter vender du dem og giver dem ca 15 minutter på den anden side.
- Imens snitter du løgene i tynde løgringe.
- Steg dem gyldne i olivenolie ved medium varme. Tilsæt salt og peber
- Læg et lag af halvdelen af de bagte aubergineskiver i et ildfast fad, som du har smurt med olivenolie.
- Herefter halvdelen af løgene, persille, oregano og 2/3 af feta osten (smuldres). OBS ikke mere salt, da du allerede har saltet auberginer og løg.
- Læg resten af aubergineskiverne, løg og krydderurter ovenpå.
- Drys med det sidste fetaost og den revne ost.
- Hæld fløden over og bag midt i ovnen ved 220 ° i ca 30 min, indtil gratinen er gylden og fløden bobler livligt.