Efter at vores 3 dejlige unger alle er fløjet fra reden, har jeg lidt svært ved at beregne mine portionsstørrelser, når jeg laver mad. Således lavede jeg denne portion en fredag, hvor kun manden og jeg selv var hjemme. Og hold da fast, der var altså meget mad. Vi kunne uden problemer have fodret et helt kompagni. Men god restemad er stadig en af mine livretter – så det var alligevel ikke så tosset endda.Denne skønne hvidkålsret med masser af sødme og spice minder lidt om gisou – den er bare mange gange bedre. Den oprindelige opskrift har jeg fundet hos Mattalibanen.se, men retten har også været bragt på andre danske LCHF blogge – bl.a. hos Madbanditten. Server den gerne med en grøn salat og/ eller et par spejlæg til.
Ingredienser (8 – 10 personer)
- 1 hvidkål (eller spidskål, men så skal du nok bruge 3)
- 4 revne gulerødder
- 4 løg
- 4 fed hvidløg
- ca 1½ kg hakket oksekød
- ca 100 g (mindre hvis du ikke spiser LCHF) ghee og/eller kokosolie uden smag til stegning (eller smør og olivenolie)
- 2 spsk grillkrydderi (af dit foretrukne mærke)
- 2 spsk paprika (gerne røget)
- 2 tsk stødt spidskommen
- 2 tskk stødt peber
- ca 1 tsk cayennepeber eller chili (afhængig af, hvor stærk du ønsker retten)
- ca 2 tsk groft salt (men smag dig frem)
- evt 2 spsk æblecidereddike
- evt ansjospasta (jeg brugte 1 tube på 60 g)
- smag til med salt til allersidst
Fremgangsmåde
- Snit hvidkål fint enten med en skarp kokkekniv, på mandolinjern eller med en kålskærer
- Steg det på en stor pande i nogle spiseskefulde ghee/ kokosolie, indtil det bliver brunt. Steg det evt i flere mindre portioner afhængig af størrelsen på din pande og brug så meget fedtstof, som du synes.
- Jeg brugte ca 2 sp/ stegning og stegte hele portionen i 4 omgange.
- Krydr den stegte kål med salt og peber
- Hæld hvidkålen over i en smurt bradepande
- Jeg stegte mit kål i 2 portioner og hver portion blev stegt i ca 10 minutter ved relativ høj varme
- Brun de hakkede løg og hvidløg i ghee/ kokosolie (så meget, som du synes). De skal stege i ca 10 minutter og være pænt brune. Tilsæt gulerødderne, brun dem med og hæld over i bradepanden.
- Brun nu det hakkede oksekød samt resten af krydderierne og steg, indtil kødet også har taget farve
- Smag til med æblecidereddike og evt ansjospasta, hvis du ønsker det
- Bland det med hvidkålen i bradepanden
- Steges midt i ovnen ved 200 ° (ikke varmluft) i ca 1½ time, indtil retten er dejligt karamelliseret
- Jeg gav den 3 x 20 min ved 200 ° samt 2 x 15 min ved 200 ° varmluft.
- Der blev rørt grundigt mellem hvert interval for at være sikker på, at alt bliver karamelliseret
- Retten skal se en smule branket ud, når den er færdig
- Server for eksempel med spejlæg og en enkel grøn salat.
.
Åh, hvor jeg kender den med at komme til at lave for meget mad, nu da ungerne er fløjet fra reden. Den her opskrift skal helt sikkert prøves – dog i mindre portion.
LikeLike
Hej Helle
Ja, det tager lidt tid at stille om. Nu har jeg vænnet mig til det – men får så indimellem lavet for lidt mad, når begge svigersønnerne kommer. De er nemlig MEGET sultne.
Bedste hilsner Kathe
LikeLike
ummms…… det lyder så lækkert – og gode rester er også en af mine livretter 🙂
LikeLike
Nemlig – det er altså bare noget af det bedste 🙂
Kh Kathe
LikeLike