Rødkålsråkost med abrikoser og hasselnødder

Rødkålssalat med persille, abrikos og hasselnødder

Denne råkost er den røde makker til vores skønne hvidkålsalat. Jeg tilsætter altid en smule sødme til salaten, da rødkål godt kan være lidt bitter. Denne gang i form af lidt ristede hasselnødder og tørrede abrikoser. 

Vi spiste salaten til en gang langtidsstegt oksebov med bønnefritter og en god sauce. Mændene i familien fik en omgang af de nemme kartofler til – så var også de glade 🙂 Lav gerne salaten i rigtig god tid – evt. dagen før. Den bliver kun bedre af at trække.

Rødkålsråkost med abrikoser og hasselnødder

Ingredienser til en stor portion (rigeligt til 6 personer):

  • ½ rødkål
  • 1 dl ristede, grofthakkede hasselnødder
  • 1 stor håndfuld hakket, bredbladet persille
  • 10 abrikoser (eller en håndfuld blåbær)

Dressing:

  • 3 spsk æblecidereddike
  • 6 spsk olivenolie
  • 6 spsk vand
  • 1 tsk Sukrin (eller sukker)
  • 1 tsk salt
  • friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

  1. Rødkål skæres i kvarte og snittes meget fint på mandolinjern – eller skæres i en foodprocessor.
  2. Nødderne ristes på en pande, indtil skallen løsner sig.
  3. Det fremhæver nøddesmagen.
  4. Abrikoser snittes fint og blandes i salaten sammen med de hakkede nødder.
  5. Persille skylles, hakkes og blandes også i. Dressingen rystes sammen og vendes i salaten, som skal trække minimum 3 timer (gerne 1 døgn), inden servering.
  6. Hvis du er til en mere cremet salat aka en coleslaw, så tjek lige vores pink coleslaw – den er altså også lækker.

Skriv en kommentar