Jeg husker især 3 kager fra min barndom – nemlig Sofies Hemmelighed, vores fødselsdagsbrunsviger og Drømmekagen fra Brovst. Drømmekagen var på en af de der små opskriftlapper fra Amo, som var meget populære i tresserne, hvor jeg var barn.
Vi fik næsten altid disse 3 kager, når vi havde fødselsdag. Ikke noget med at variere og afprøve alle mulige spændende opskrifter – som vi gør det idag. Nej, vi børn vidste, hvad der var i vente – og forventningens glæde var altid stor, for det er jo nogle skønne kager.
Kagerne smager godt, de er nemme at lave og de er faktisk også ganske billige, da de ikke indeholder nogle specielle ingredienser (måske er det derfor, at de var så populære hos vores mødre). Disse 3 kageopskrifter må jeg nødvendigvis give videre til mine børn, så de også kan bage dem til deres børn, når den tid kommer.
Drømmekagen fra Brovst
Ingredienser til en lille bradepande (22 x 30 cm) eller 1 stor springform ( 23 cm) + 1 lille (17 cm) springform)
- 4 æg
- 300 g sukker
- 250 g hvedemel
- 3 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljepulver
- 2 dl mælk
- 50 g smør
Ingredienser til fyld
- 125 g smør
- 100 g kokosmel
- 250 g brun farin
- ½ dl mælk
Fremgangsmåde
- Tænd for ovnen på 200 ° (almindelig varme)
- Æg og sukker piskes lyst og luftigt.
- Varm mælk og smør op, indtil det er ca 37 ° (lillefingervarmt) og vend det i dejen, skiftevis med sigtet mel, bagepulver og vanilje. Det er vigtigt, at sigte de tørre ingredienser i , da dejen ellers falder sammen .
- Lad dejen stå i et par minutter, så melet kan absorbere væsken.
- Hæld dejen i en lille bradepande beklædt med bagepapir ( eller i et par springforme) og bag kagen midt i ovnen ved 200 ° (almindelig varme) i ca 20 minutter, indtil den er gyldenbrun på overfladen.
- Tag kagen ud af ovnen og skru op for varmen til 225 ° (almindelig varme)
- Mens kagen bager, laver du fyldet: alle ingredienserne smeltes i en gryde.
- Det må gerne stå og småsimre i 10-15 minutter – det er ikke et must, men det giver fyldet lidt mere karamelsmag.
- Fyldet fordeles på den bagte kage og bages yderligere ca 5 minutter ved 225 ° (almindelig varme).
- Fyldet skal lige op og koge (man kan se, at det bobler) – så er den færdig.