På engelsk hedder det bacon jam, der direkte oversat betyder baconmarmelade. Marmelade for baconelskere – den skulle jeg prøve. Jeg vil nu kalde det for en chutney pga eddiken og krydderierne – men det skal ikke komme an på det, for baconchutney´en smager virkelig godt.
Den er dejlig spicy og har både det søde og det syrlige – og ikke mindst en masse chewy baconstykker . Whisky´en smager ikke særlig meget igennem, men man kan godt ane den.
Det er første gang, at jeg har lavet baconchutney – men rigtig mange har lavet den før mig. Du kan krydre chutney´en på forskellige måder – nogen bruger ingefær og sennepsfrø – andre undlader whisky og bruger vand i stedet for.
Jeg har brugt timian, fordi det går godt sammen med bacon og løg (og passer godt til lammekøllen, som skulle serveres til). Jeg har sødet chutney´en med Sukrin Gold og Fibersirup Gold – men du kan sagtens bruge brun farin og sirup, hvis du hellere vil det.
Vi spiste baconchutney´en oven på en stærk ostemad til frokost – og det var rigtig godt. Du kan bruge den som tilbehør til et ostebord, ved siden af dine røræg, ovenpå en hakkebøf eller til lam eller kylling – eller hvad du har lyst til.
Hvis du kommer din chutney på rene glas, som lukkes tæt, kan den holde sig i køleskabet i 4 uger.Baconchutney
Ingredienser
- 3 pk (= 375 g) bacon i skiver
- 3 mellemstore løg
- 2 store hvidløg (dem i kurv) eller 8 fed
- 2 spsk baconfedt
- 2 spsk smør
- 1 tsk groft salt
- 1/2 – 1 tsk tørret chili
- 1 tsk tørret timian
- 1 dl whisk y
- 3 spsk sherry vineddike (eller æblecidereddike)
- 2 spsk Sukrin Gold (eller brun farin)
- 2 spsk Fibersirup Gold (eller ahornsirup)
- groft peber
Fremgangsmåde
- Skær baconskiverne i stykker på ca 3 cm og steg dem sprøde på en pande. De skal steges ved medium høj varme (men ikke for høj, for så brænder de på) i ca 20 minutter, indtil al fedtet er smeltet af og bacon er sprød.
- Tag stykkerne op og læg dem på fedtsugende papir.
- Tag 2 spsk af fedtet fra – kassér eller gem resten til en anden god gang og rengør din pande.
- Pil løg og hvidløg og hak det fint.
- Smelt smør og bacon fedt på panden og steg løgene deri i 5 minutter ved medium varme. De skal ikke brunes – bare blive blanke og let gyldne.
- Tilsæt nu krydderierne.
- Skru op for varmen og tilsæt whisky og Fibersirup.
- Bring det i kog og tilsæt nu eddike og Sukrin Gold.
- Når det koger, tilsætter du baconstykkerne og skruer ned for varmen
- Lad chutney´en simre i 5 – 10 minutter, indtil det er tyknet.
- Krydr med peber og smag på det. Måske skal der mere eddike eller sukker i?
- Hæld 2/3 af den færdige chutney i et blenderglas og blend med en stavblender. Jeg kan godt lide, at der er nogle grove stykker i – derfor blender jeg ikke det hele.
- Tilsæt resten og rør det sammen
- Hældes på glas, der lukkes tæt og opbevares i køleskabet, hvor det kan holde sig i 4 uger.
Inspiration til opskriften har jeg fra Marthastewart.com