Dagens salat, der egentlig ikke var tænkt som et blogindlæg, er lavet på 6 minutter af 6 ingredienser, nemlig blomkål, grønkål, edamamebønner, mandler, parmesan og tranebær. Den kunne laves så hurtigt, fordi jeg havde købt klargjort blom- og grønkål. Min største indsats var at hælde kogende vand over edamamebønnerne.
Vi fik salaten som tilbehør til grillet svinekam til vores søndagsmiddag – og den smagte overraskende godt – så her er den.
PS Som bonus er den ganske LCHF og fuld af gode fibre. Hvad kan man mere ønske sig?

Grøn salat med 6 ingredienser på 6 minutter
Ingredienser
- 1 pose (ca 300 g) skyllet og hakket grønkål (eller gør det selv)
- 1 pose ( ca 350 g) skyllet og hakket blomkål (eller gør det selv)
- 1 pose (ca 350 g) frosne edamamebønner
- 1 håndfuld (ca 30 g) saltristede mandler (eller peanuts)
- 1 håndfuld ( ca 20 g) tranebær (er ikke LCHF)
- 1 håndfuld ( ca 30 g) høvlet parmesan
- evt brøndkarse til pynt
Dressing
- 1/2 dl olivenolie
- 1/2 dl æblecidereddike
- 2 sp ravigottesauce
- ca 2 sp fibersirup gold
- salt, friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Hæld de frosne bønner i en skål og hæld kogende vand over dem.
- Lad dem stå, mens du blander salaten
- Bland hakket blom- og grønkål i en skål
- Bland ingredienserne til dressingen – og smag den til, så den er så sød, som du kan lide det.
- Hæld dressingen over kålen og bland det godt.
- Kom edamamebønnerne i en sigte, lad dem dryppe af og kom dem i salaten
- Kom mandler, tranebær og høvlet parmesan hen over salaten
- Slut af med brøndkarse og servér.
- Salaten kan sagtens laves i forvejen og kan holde sig i en dags tid i køleskabet.
Næringsindhold/ 100 g (1 portion er ca 250 g)
- Kalorier: 114
- Protein: 5,3 g
- Kulhydrat: 4,9 g
- Heraf kostfibre: 5,8 g
- Fedt: 6,9 g