Disse frikadeller kom til verden pga et tilbud på skinkekød i Netto ( I ved: “Køb smart – spis i en fart”) samt en grøntsagsskuffe, der skulle tømmes. I virkeligheden kan man jo næsten komme hvad som helst i sine frikadeller. Det handler bare om at mikse noget kød, nogle æg, noget bindemiddel og så lidt grøntsager og krydderier. Vupti, så har du din egen personlige delle. Kombinationen her af hakket og skært kød gav frikadellerne et rigtig godt bid. Sammen med ost og krydderier blev smagen og oplevelsen lidt italiensk. Vi spiste frikadellerne med en gang flødestuvet spidskål. Herligt 🙂
Ingredienser:
- ½ kg hakket skinke
- ½ kg skinke i tern
- 1 meget stort løg
- 3 fed hvidløg
- 2 æg
- ca ½ dl fløde
- ca 50 g revet parmesan
- 4 ts olivenpesto
- 2 sp Pofiber (eller 2 ts Husk)
- 1 ts groft salt
- friskkværnet peber
- ½ ts tørret chili
- et par håndfulde frisk spinat
- smør og olivenolie til stegning.
Fremgangsmåde:
Hvis du har en foodprocessor, er det ultranemt at lave frikadeller. Jeg bruger min elskede Magimix 5200 og har en færdigrørt fars i løbet af ganske få minutter. De pillede løg og hvidløg kommes i foodprocessoren og hakkes. Tilsæt resten af ingredienserne (minus spinat) og kør, indtil det er mikset godt og grundigt. Lad farsen hvile i ca ½ time og tilsæt mere væske, hvis den er for fast. Rør spinatbladene i umiddelbart inden stegning. Jeg plejer at stege en prøvedelle for at se, om jeg har krydret farsen ok. Hvis det er fint, steges frikadellerne ca 5 minutter på hver side i en blanding af smør og olivenolie.
Dette indlæg indeholder affiliate links, der giver os kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Vi linker altid kun til produkter, som vi selv har brugt og og kan stå inde for.