Ovnbagte blomkålsris med hvidløg og chili

Skal jeg være helt ærlig, så laver jeg sjældent blomkålsris. Ikke fordi de ikke smager godt – for jeg elsker alt med blomkål – men jeg orker ikke alt det blomkålsfnuller i mit køkken. Heldigvis overvandt jeg min aversion og fik lavet en gang blomkålsris til ugens søndagsmiddag. Vi skulle have estragonkylling og den ligesom kaldte på ris.

Risene blev ganske velsmagende. Faktisk smagte de så godt, at fadet blev tømt på ingen tid. Alle de ikke LCHF spisende familiemedlemmer foretrak til min store forbavselse blomkålsrisene fremfor de “rigtige” ris.Ovnbagte blomkålsris Velsmagen kom fra de fedtstoffer, som blomkålene blev stegt i og fra den fond, som jeg havde brugt. Jeg bagte dem i ovnen, fordi jeg på den måde kunne lave dem i god tid (og få blomkålsfnulleret ryddet væk inden gæsterne kom) – og det gav overraskende nok lidt ekstra smag til “risene”.
Ovnbagte blomkålsris med hvidløg og chili

Ingredienser til 4-6 personer:

  • 2 blomkål
  • 4 fed hvidløg
  • 2 grøn chili
  • fedtstof til stegning: baconfedt, olivenolie, ghee eller smør
  • 1-2 dl grøntsagsbouillon
  • ca ½ tsk salt og lidt friskkværnet peber
  • olivenurt eller anden krydderurt

Fremgangsmåde:

  1. Skyl blomkålene, skær dem i store buketter og blend dem i en foodprocessor. Alternativt kan du rive dem.
  2. Smelt dit valg af fedtstof på panden – jeg brugte ca ½ dl baconfedt/ ghee/ olivenolie
  3. Pil og hak hvidløgsfed og rist dem i fedtstoffet.
  4. Hak chilierne og svits dem med
  5. Tilsæt det blendede blomkål og svits det ved høj varme i nogle minutter. Det må gerne tage en smule farve.
  6. Tilsæt dit grøntsagsbouillon. Jeg brugte noget fond fra estragonkyllinger, som var stegt i ovnen, inden de skulle i en ret. Retten skal ikke svømme i væske – kun være fugtig.
  7. Smag til med salat.
  8. Varm det godt igennem. Du kan godt servere det nu – eller hælde det i et ovnfast fad og sætte det i ovnen ved 180 ° varmluft i ca 2o minutter.
  9. Kværn peber over og pynt med krydderurter inden servering.

2 thoughts on “Ovnbagte blomkålsris med hvidløg og chili

    • Kathe siger:

      Hej Dorrit
      Ja, de var altså rigtig lækre 🙂
      Urten er en olivenurt, som jeg købte i foråret hos min plantepusher (Stige Blomster). Den smager mildt af oliven og er meget dekorativ.
      Kh Kathe

      Like

Skriv en kommentar