Sommeren elsker jeg , fordi vi altid bliver lidt gladere og venligere og mere åbne overfor hinanden. Vi snakker med vores naboer, når vi opholder os udenfor. Vi hygger og griller og drikker et glas køligt vin med familie og venner på terrassen. Og vi spiser vores salater hver dag, naturligvis.
Har du det mon ligesom jeg – at du laver bestemte salater, som næsten altid er en succes hos alle og som du ofte sætter på bordet, når der skal grilles? Jeg har samlet mine 3 sommer favoritsalater i dette indlæg. Broccolisalaten og vandmelonsalaten er gamle kendinge . Hvis du laver disse salater, kan jeg godt love dig 100% succes garanti. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke kan lide dem (de er også favoritterne i vores salat kogebog give away på Facebook, hvor man skal komme med sin yndlingssalat).
Salaterne i dette indlæg har endvidere den fordel, at de kan laves i rigtig god tid, så du ikke skal stresse rundt lige inden, dine gæster kommer. Det samme gælder blomkålsalaten, som er blevet min yndlings LCHF erstatning for kartoffelsalaten.Velbekomme og rigtig glædelig sommer. Her har du salaterne (opskrifterne finder du ved at klikke på linket eller gå længere ned på siden her):
- Vandmelonsalat med feta og forårsløg
- Broccolisalat med bacon, blåbær og ristede hampefrø
- Blomkålsalat med sommergrønt
Vandmelonsalat med feta, forårsløg og kørvel
Ingredienser til 4-6 personer:
- ½ vandmelon, gerne uden kerner
- 2 forårsløg
- 100 g fårefeta, mozzarella, primadonna eller anden fast ost
- 1 håndfuld friske spinatblade eller rucola
- 1-2 håndfulde gode, sorte oliven
- 1-2 håndfulde frisk kørvel eller anden krydderurt
- 3 sp balsamico eddike
- ½ dl god olivenolie
- salt, friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Skær melonen ud af dens skal og skær den i tern på ca 1½ x 1½ cm. Skyl og snit forårsløgene i fine ringe. Bland melon, forårsløg og skyllede salatblade. Skær din ost i tern på ca 1 x 1 cm. Vend eddike, olie og ost i salaten og drys med oliven, salt, peber og en masse kørvel eller anden krydderurt.
Broccolisalat med bacon, blåbær og ristede hampefrø
Hvis du er mere til den klassiske broccolisalat, kan du finde opskriften her.
Ingredienser til ca 6 personer:
- 2 små hoveder broccoli
- 1 pk bacon i skiver
- ca 100 g blåbær
- 1 finthakket rødløg
- evt 2 håndfulde friske krydderurter (f.eks. brøndkarse eller kørvel)
- 50 g ristede hampefrø (eller 100 g blandede, ristede nødder) og lidt olivenolie til ristning.
- 2 dl græsk yoghurt 10%
- 4 sp koldpresset rapsolie (eller olivenolie)
- 1 fed hakket hvidløg
- 1 sp Sukrin gold
- saft og revet skal af ½ usprøjtet citron
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Skyl broccolien og skær stokken fra. Stokken skrælles og skæres i små, fine tern. Selve broccolien deles i små buketter. Blancher nu broccoli og stok i kogende, letsaltet vand. Stokken kommes først i det kogende vand i ½ minut, herefter tilsættes buketterne og det hele får yderligere ½ minut. Hældes i en sigte eller et dørslag og drypper af og afkøles. Hampefrøene ristes på en varm pande i lidt olivenolie. Afkøles. Rødløgene hakkes, krydderurter og blåbær skylles. Dressingen blandes af græsk yoghurt, citronsaft og skal, sukrin, hakket hvidløg og salt/ peber. Husk at smage den til. Vend de helt tørre broccolibuketter ned i dressingen sammen med de øvrige ingredienser. Gem lidt hampefrø og blåbær til pynt. Salaten må gerne trække i ½-1 times tid, men det er ikke et must.
Cremet blomkålsalat med sommergrønt
Ingredienser til 2-4 personer:
- ca ½ let kogt blomkål plukket i små buketter
- 1 bundt radiser
- 2 forårsløg
- 1 håndfuld friske krydderurter (jeg brugte timian, brøndkarse og purløg fra drivhuset)
- ca 3 store sp creme fraiche 18%
- ca 1 stor sp mayonnaise
- ca 1 ts dijon sennep
- salt, friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Rør dressingen af cremefraiche, mayonnaise, sennep, salt og peber. Smag den til, så du er sikker på, at den smager godt. Tilsæt let kogt blomkål i små buketter samt fintsnittede radiser og forårsløg. Anret det hele i en skål og pynt med de friske krydderurter. Slut af med lidt friskkværnet peber. Salaten må gerne trække, men det er ikke et must.
Dette indlæg indeholder affiliate links, der giver os kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Vi linker altid kun til produkter, som vi selv har brugt og og kan stå inde for.