Rosenkålssalat med cashewnødder, chili, citron og hvidløg

Dagens salat er grøn og frisk, den smager helt vidunderligt og passer efter min mening perfekt til andesteg og flæskesteg. En god julesalat, som også fungerer fint sammen med rødkål. Og så er det altid smukt med salater i forskellige farver.

I søndags kom vores døtre og svigersønner til middag. Vi fik grillet flæskesteg med rødvinssauce og tilbehøret var en rødkålssalat og denne rosenkålssalat (og kartofler til drengene).

Jeg vil indrømme, at jeg ikke har været flittig til at bruge rosenkål. Primært er det pga  barndommens udkogte rosenkål, der ikke smagte særlig godt. Sekundært fordi jeg synes, at rosenkål er lidt trælse at ordne.

Jeg skulle finde en salat, der kunne matche rødkålssalaten – og en salat, hvor dressingen ikke var en sennepsvinaigrette som i rødkålssalaten. I Salattøsens nye kogebog om kål fandt jeg en opskrift på rosenkålsdrøm. Min opskrift er en smule anderledes, men inspirationen er klart fra Salattøsen.Jeg vil stadig påstå, at det er en smule tidskrævende at ordne alle de små kål. Men det er hele arbejdet værd. Vores børn har aldrig fået rosenkål pga morens barndomstraumer, så jeg forventede ikke, at salaten her blev særlig populær. Men skålen blev hurtigt tømt og alle var ret begejstrede.

Rosenkålssalaten indeholder stegte rosenkål, der stadig er med “bid” og som har en dejlig krydret smag af chili og hvidløg. Dertil kommer de små, friske blade og de sprøde, stegte cashewnødder. Dressingen har en skøn smag af citron, som fungerer rigtig godt sammen med rosenkål.

Jeg lavede en dobbelt portion til 7 personer – og der var endnu en mættende salat på bordet. Salaten her blev spist op – det gjorde den anden ikke.

Rosenkålssalat med cashewnødder, chili, citron og hvidløg

Ingredienser

  • 30 store rosenkål
  • 1 rød chili
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 – 2 dl cashewnødder uden salt
  • ca 2 håndfulde feldsalat (eller anden småbladet salat eller spirer)
  • ca 1/2 tsk flagesalt, friskkværnet peber

Dressing

  • saft og revet skal af 1 citron
  • 1 dl olivenolie
  • 1 spsk tamari eller soja
  • salt, friskkværnet peber

Fremgangsmåde

  1. Pil de yderste blade af rosenkål og skær roden af
  2. Del halvdelen i kvarte
  3. Pil bladene af resten af kålene
  4. Hak hvidløg og chili fint
  5. Varm en pande med olien
  6. Kom chili, hvidløg og de kvarte rosenkål på panden
  7. Steg ved relativ høj varme, indtil rosenkålene har fået farve (3-4 minutter). Mærk, om de er tilpas møre – der skal stadig være “bid” i dem, ellers bliver de kedelige
  8. Tag rosenkålene af panden, drys med salt og peber, og lad dem afkøle (de må godt være lidt lune)
  9. Steg cashewnødderne på en tør pande, indtil de har fået farve.
  10. Lav din dressing: pisk ingredienserne sammen og smag til med salt, peber og evt lidt sødning, hvis du synes, at den er for sur. OBS at tamari/ soja salter, så der skal ikke så meget salt til.
  11. Vend stegte rosenkål, rosenkålblade, cashewnødder, feldsalat med dressingen.
  12. Serveres straks.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s