// Indeholder reklame i form af affiliatelinks//
I meget lang tid har jeg kigget meget langt efter House Doctors rustikke tallerkner og skåle. Jeg har set dem på madbilleder og i butikker i byen. Jeg har talt med mig selv om, at jeg jo egentlig har rigtig meget porcelæn og at jeg ikke bare kan skifte det ud, hvergang køkkenmoden skifter.
Men forleden aften gik kunne jeg ikke modstå fristelsen længere – en tur på nettet og investeringen var fuldført. Tallerknerne er faktisk ikke særlig dyre (60 kr/ stk – skålene koster 40 kr/ stk). Nu har jeg 8 frokost/ desserttallerkner og 4 skåle – og jeg er meget lykkelig.

Min mojitomousse er sukkerfri og LCHF venlig. Den har smag som en mojito – så hvis du er til rom, lime og mynte, skulle du måske give den en chance. Jeg vil anbefale, at du smager cremen til, da det er forskelligt, hvor meget lime og mynte vi synes om.
Hvis du ønsker en helt hvid mousse, så skal du bruge Sukrin melis i stedet for Sukrin gold eller Fibersirup gold, der begge giver en karamellignende farve til moussen. Jeg kan bedre lide smagen fra de to – derfor bruger jeg det.
PS Jeg bestilte tallerkner og skåle hos Livingshop torsdag aften og fik leveret (gratis) lørdag formiddag.
Mojitomousse
Ingredienser
- 6 blade husblas
- 4 æggeblommer
- 4 æggehvider
- 150 g Fibersirup Gold eller pulveriseret Sukrin Gold (det brugte jeg)
- 1 ts vaniljepulver
- 1 dl hvid rom
- saft og fintrevet skal fra 2 lime (ca 1 dl saft)
- 3 1/2 dl piskefløde + 1 1/2 dl til pynt
- 30 -40 friske, hakkede mynteblade (gem evt. et par hele blade til pynt)
- hakkede pistaciekerner til pynt
Fremgangsmåde
- Tag alle ingredienser ud af køleskabet i god tid, så de kan få stuetemperatur.
- Læg husblasbladene et efter et i en stor skål med koldt vand. Lad dem ligge i vandet i 10 minutter.
- Pisk æggehviderne stive i en skål. Det er vigtigt at gøre det med helt rene piskeris, da det ellers ikke kan blive stift. Så jeg pisker altid mine hvider først.
- Pisk æggeblommer, vaniljepulver og fibersirup/ sukrin gold, som du har pulveriseret i en minihakker med en elpisker, til det bliver tykt og let skummende – der skal piskes grundigt og længe.
- Pisk 3 1/2 dl af fløden til blødt flødeskum.
- Tag husblassen op af vandet og læg den i en lille skål med det vand, der hænger ved.
- Tilsæt ca halvdelen af limesaften.
- Riv limeskallen meget fint og hak myntebladene fint (jeg bruger min minihakker til Bamix´en ∗)
- Smelt husblassen i skålen over vandbad. Husblassen skal kun lige akkurat blive flydende og må ikke boble.
- Tag gryden af blusset og pisk (med piskeris) resten af limesaften i den smeltede husblas sammen med rommen.
- Pisk (med håndmikser) husblas/rom/limeblandingen sammen med finthakket limeskal og mynteblade i den piskede æggeblommemasse. Holdt lidt tilbage af lineskal og mynteblade – det kan du bruge til pynt.
- Lad blandingen stå i ca 5 minutter, så den er afkølet og let stivnet. Hold godt øje, for det stivner hurtigt og må endelig ikke blive for stift.
- Pisk derefter (med piskeris) flødeskum og til sidst de piskede æggehvider i. Når alle ingredienserne har samme temperatur stivner husblasen ikke så hurtigt, hvilket er det, der ellers giver klumper. Ved bundfald i en fromage/ mousse har æggemassen ofte været for varm i forhold til æggehviderne, så hviderne herved “smelter” eller mister noget af luften.
- Hæld fromagen i 6 portionsglas. Dette gøres lettest ved at komme den i en sprøjtepose først. Dæk glassene med husholdningsfilm eller låg.
- Lad desserten stivne ca. 2 timer i køleskabet.
- Pisk resten af fløden og pynt desserterne med flødeskumstoppe
- Pynt med hakkede pistaciekerner samt en skive lime og nogle mynteblade.

∗ Læs mere om, hvilke køkkenmaskiner vi bruger i vores køkken – og hvor de evt kan købes (indeholder reklame i form af affiliatelinks).