Da vi var unge i 80´erne, var det et stort hit at servere madtærter til festlige sammenkomster. Jeg havde 2 versioner, der altid blev gode, nemlig den franske bondetærte med bacon og porrer og en reje/ aspargestærte. Idag har jeg forsøgt at lave bondetærten i en low carb udgave.
Jeg har brugt den i LCHF kredse meget berømte strombolidej til bund og har lavet æggemassen på hytteost – for at få lidt mindre fedt (der er jo en del i bunden) og lidt flere proteiner (se næringsberegning nederst på siden). Jeg er stor fan af LCHF, men tåler desværre ikke alt for store mængder fedt, så jeg prøver at erstatte det med proteiner efter råd fra min diætist.
Tærten blev rigtig god med en sprød bund og dejligt fyld, der smagte mildt af porrer samt karamelliserede løg. Jeg kan godt lide rigeligt med fyld, da det giver lidt ekstra på grøntsagskontoen. Hvis du spiser striks LCHF, kan du evt udelade de stegte løg og drysse med lidt ekstra revet mozzarella – det giver færre kulhydrater og mere fedt.
Tærte dej = strombolidej (indeholder reklame i form af affiliatelinks)
Fremgangsmåde til 1 tærte (26 cm i diameter) til 4 personer
- Smelt ost i en skål i ca 1 minut (kig til den nogle gange) ved højeste effekt i mikroovnen (eller i en teflongryde på komfur)
- Rør hurtigt ægget, salt og de 4 sp Pofiber i
- Hæld de sidste 2 sp på bordet og form/ælt “dejen” til en kugle
- Smør din tærteform grundigt eller kom bagepapir i den
- Placér nu dejkuglen i formen
- Med fugtede hænder, kan du presse kuglen ud, så den dækker hele bunden i formen og op ad tærteformens kant (min nåede kun halvvejs op). Alternativt kan du rulle dejen ud mellem 2 stykker bagepapir.
- Prik huller i tærtebunden med en gaffel
- Lav ca 4 stk 5-6 cm brede strimler af stanniol. Smør dem med olie eller smeltet smør på den ene side. Klem dem rundt om kanten på tærten og tærteformen∗
- Bages ved 250 ° (almindelig varme) i 5 minutter, hvorefter du forsigtigt fjerner strimlerne
- Bages videre ved 225 ° i ca 5 minutter, indtil tærten er gyldenbrun
(Kilde til opskrift: Johanne Charnock)
∗ Uddybende forklaring: Almindelige gammeldags tærtekanter kan have en tendens til synke sammen under bagningen. Jeg ved ikke, om det også gælder for strombolidejen – men turde ikke tage chancen.
Tærte fyld
- 200 g bacon eller røget skinke
- 3 små eller 2 store porrer
- evt 2 sp olivenolie til stegning af porrer (hvis du ikke vil bruge baconfedt)
- 1 stort løg
- 2 fed hvidløg
- 1 sp olivenolie til stegning af løg
- 200 g hytteost 4,5%
- 4 æg
- ½ håndfuld frisk basilikum incl stilke (eller 2 ts tørret oregano)
- 1 ts salt, friskkværnet peber
- pynt: friske krydderurter (jeg brugte olivenurt), cocktailtomater i kvarte og små oliven.
Fremgangsmåde til fyld (indeholder reklame i form af affiliatelinks)
- Skær bacon i små tern og svits det, indtil det er sprødt
- Tag det af varmen og læg det på køkkenrulle
- Kassér eller brug baconfedt til at stege de rensede, skivede porrer. Hvis du kasserer baconfedtet, kan du bruge 2 sp olivenolie.
- Tag de svitsede porrer op fra panden
- Skær løg i skiver og hak hvidløg fint. Svits i lidt olivenolie, indtil de er klare.
- Blend med din stavblender æg, hytteost, basilikum, peber
- og salt (pas på med salt, da der også er meget salt i både bacon og ost)
- Fordel de svitsede porrer på den bagte tærtebund
- Hæld æggeblandingen over (det skal gerne passe med, at den lige når til tærtens kant)
- Fordel de stegte løg på toppen
- Bages ved 200 ° i 20 – 30 minutter (afhængig af, hvor meget fyld, du har konnet i), indtil tærten er lysebrun og gennembagt
- Drys med friskkværnet peber, de stegte bacontern, friske krydderurter, små oliven og cocktailtomater i kvarte.
ringsindhold i 1/4 af tærten uden pynt
I parentes er angivet næringsindhold/ 100 g
Kilde: Madlog.dk
- Kalorier: 451 (120)
- Protein: 37 g (10 g)
- Kulhydrat (netto): 14,2 g (3,9 g)
- Fedt: 27 g (7,1 g)
Du har nævnt et par gange at du ikke tåler fedt så godt, hvordan har I (du og din diætist) fundet ud af det? Jeg er nysgerrig, fordi jeg selv har måttet reducere i fedt for at kunne tabe mig. Jeg har spist LCHF i mere end et år, og nu hvor jeg har kigget mere på Sense metoden og kombineret de to strategier for livsstilen, så begynder der at ske noget. Jeg har forøvrigt også (ligesom du) tabt mig tidligere ved hjælp af Madlog og kalorietælling, men det er jo uholdbart i længden, så hvis det lykkes at finde en god vej nu, er jeg lykkelig, og jeg følger med interesse din vej samtidig med, da den inspirerer mig.
LikeLike
Hej Anna Maria
Tak for din tilbagemelding.
Iflg min diætist kan nogen af os (incl mig selv) ikke tåle meget fedt. Det har noget med kropsfacon at gøre – altså hvor du har dine fedtdepoter.
Jeg kender ikke til de undersøgelser, der viser det – jeg stoler på min diætist og lader hende om at studere.
Jeg tabte mig jo 50 kg vha low carb og gik så på LCHF og tog så 20 kg på. Men det var samtidig med en større krise (rygfraktur, genoptræning, fleksjob), der varede ca 2 år. Så det er svært at sige, hvorfor jeg tog de 20 kg på.
Men uanset, hvor langt jeg gik ned i kalorier (jeg var ned på ca 1200 + 8 km gang hver dag), så tabte jeg mig ikke. Derfor arbejder vi nu på, at mindske fedt og øge proteiner. Men det er svært, for jeg kan rigtig godt lide den fede mad.
Jeg spiser også efter Sense, men måler og vejer lige for tiden for at holde øje og kunne diskutere det med min diætist. Foreløbig har jeg tabt 3 kg i januar – og det med ca 100 g proteiner dagligt og en fedtenergi% på ca 45 (hun vil gerne have den under 40).
Det lyder rigtig godt, at du har fundet noget, der virker for dig. Vi skal huske, at vi ikke er skabt ens og det, der virker for én ikke altid virker for en anden.
Bedste hilsner
Kathe
LikeLike