Beef Jerky – en tørret proteinsnack

Jeg har altid været noget af en kødøre – jeg elsker proteiner og jeg elsker Beef Jerky, som er tørret, velkrydret oksekød. Desværre er det monsterdyrt at købe – du betaler mindst 500 kr/ kiloet og så er de færdiglavede produkter ofte proppet med sukker og diverse E-numre.

Idag lavede jeg min første portion Beef Jerky i min nye dehydrator fra Excalibur, som jeg ellers kun har brugt til grøntsagssnacks. Det var ufattelig nemt og velsmagende – og kiloprisen er ca det dobbelte af, hvad du betaler for oksekødet ( 1 kg kød giver ca ½ kg Beef Jerky). Du behøver ikke at købe dyrt kød – det skal bare være fri for fedt. Oftest anbefales oksefilet eller flanksteak.

Beef Jerky

Jeg bruger min Beef Jerky som snack til et glas vin – f.eks. på et tapasbord. Du kan også bruge den i en salat – eller tage den med på picnic eller spejdertur (den fylder ikke noget og vejer ganske lidt). Køn er den ikke – men lad dig ikke narre af dens tørre udseende – den smager helt vidunderligt.

Når du selv laver Beef Jerky, er det først og fremmest vigtigt med en grundig køkkenhygiejne. Dernæst skal du tørre dit kød ved 68 ° i mindst 6 timer. Hvis du vil være 100 % sikker på, at der ingen bakterier er tilbage, skal du give de tørrede kødstykker 10 minutter ved 135 ° i en almindelig ovn. Læs evt mere om emnet her.

Beef Jerky Beef Jerky

Ingredienser:

  • ca 1 kg skært oksekød uden fedtmarmorering (jeg brugte oksefilet)
  • 1 sp tabascosauce
  • ½ dl soya sauce
  • ½ dl worchestersauce
  • 1 sp røget paprika
  • ½ sp løgpulver
  • ½ sp hvidløgspulver
  • ½ sp salt
  • 1 ts tørret chili

Fremgangsmåde:

  1. Vask hænder grundigt og hold en god køkkenhygiejne.
  2. Puds dit kødstykke for evt. sener og synlig fedt
  3. Skær det i ca 2 mm tynde skiver (mine var ca 2 x 4 cm – men det bestemmer du selv). Du kan vælge at fryse det en smule først – så er det nemmere at skære tynde skiver
  4. Bland ingredienserne til marinaden og kom kødstykkerne i
  5. Lad det trække i min. 6 timer – gerne natten over – i en tildækket skål i køleskabet
  6. Kom kødet i en sigte og dræn overskydende væske fra
  7. Fordel kødstykkerne på bakkerne i din dehydrator
  8. Tør ved 68 ° i mindst 6 timer (vigtigt for at undgå bakterier)
  9. Hvis du vil være helt sikker på, at der ingen bakterier er i kødet, kan du efterbehandle det 10 min ved 135 °
  10. Opbevares i lufttætte glas i 1-2 måneder. Det skulle kunne holde sig ved stuetemperatur – men jeg har mine i køleskabet.

Kilde: MAKING SAFE JERKY IN A HOME DEHYDRATOR, foodsafety.wisc.edu

Reklame: Dette indlæg indeholder affiliate links, hvilket betyder, at vi modtager et mindre beløb, hvis du køber noget via linket. Vi linker altid kun til produkter, som vi selv bruger og kan stå inde for Læs evt mere om reglerne for skjult reklame hos Forbrugerombudsmanden.dk

6 thoughts on “Beef Jerky – en tørret proteinsnack

  1. Wagner Vinhardt siger:

    Jeg laver det i almindelig ovn. Marinere de tynde skiver natten over i køleskabet. Hænger Kødet på bambus grillpinde, ca. 5 stykker på hver pind så der kan komme luft til. Så sætter jeg min grillrist øverst i ovn og så hænger kødet på grillpinde ned herfra. Super nemt.
    Varmluftsovn på 70 grader i ca 6 timer. Sætter en grydeske i klemme på ovnlåge så luft/fugt kan komme væk. Efter ca 4 timer vender jeg risten 180 grader så det yderst kød kommer inderst i ovn.

    Like

    • Kathe siger:

      Kære Wagner

      Det lyder som en rigtig fin måde at tørre kød på. Jeg har solgt min dehydrator, fordi jeg ikke brugte den så meget – så måske skulle jeg prøve det på din måde.

      Mvh Kathe

      Like

  2. Emilie // Valbylille siger:

    Mmm, jeg er også blevet svært glad for hjemmelavet beef jerky. Den købte variant bryder jeg mig ikke om, men da jeg i foråret lavede en portion for min kærestes skyld, var det jo noget helt andet. Der er blevet lavet en del beef jerky sidenhen.

    Like

Skriv en kommentar