Coleslaw er hverken stor gastronomisk kunst eller særlig smuk mad, men jeg vil påstå, at den er uundværlig som tilbehør til sommerens grillretter. Og ikke mindst som fyld i en
pulled pork burger.
Hvis du laver din coleslaw ordentligt fra bunden, så vil jeg garantere, at den bliver ganske velsmagende. Denne version har en fin balance mellem sødt og syrligt og så er den på én og samme tid både sprød og cremet. Jeg kan kun sige – prøv den 🙂

Amerikansk coleslaw
Ingredienser
- 1 lille hvidkål eller 2 spidskål (jeg kan bedst lide spidskål)
- 4-6 gulerødder (kan undværes)
Marinade
- 2 spsk. dijonsennep
- 1 dl æblecidereddike
- 1 tsk salt
- 2 spsk. Sukrin Gold eller anden sødning
- friskkværnet peber
Coleslaw dressing
- 2 dl creme fraiche 18%
- 2½ dl ægte mayonnaise (= lavet på rapsolie)
- salt og peber
- evt 2-3 tsk. Sukrin melis eller anden sødning
Fremgangsmåde
- Snit kålen MEGET fint (gerne på et mandolinjern, hvis du har sådan et – eller i foodprocessor).
- Riv gulerødderne på rivejernet – eller på din foodprocessor.
- Rør marinaden sammen og bland det revne i.
- Lad det trække i ca. 1 time i køleskabet
- Rør coleslaw-dressingen og smag den til. Jeg venter som regel med at søde dressingen, indtil jeg har smagt den færdige coleslaw. Du kan altid tilsætte ekstra sødning, hvis det er nødvendigt.
- Hæld marinaden fra kålblandingen og lad dryppe godt af.
- Tag lidt kål og gulerødder fra til pynt.
- Kom den velafdryppede kålblanding i coleslaw-dressingen sammen med de revne gulerødder umiddelbart før servering.

Opskriften er med inspiration fra Gastromand.dk