Pavlova er nationaldessert i New Zealand og Australien, hvor marengsbunden serveres med flødeskum (også på kanten) og masser af kiwi. Desserten er fra 20´erne og den er opkaldt efter den russiske balletdanser Anna Pavlova.
Jeg har lavet den søde og sprøde marengsbund 100´vis af gange, da børnene var små – og de elskede den. Vi fik den altid med skiver af vaniljeis fordelt på bunden og masser af frisk frugt – oftest jordbær.
Bunden kan bages i god tid – og den bliver super sprød og luftig, hvis blot du følger opskriften. Jeg har desværre ikke billeder af den færdige dessert, da bunden blev lavet til vores svigersøns fødselsdag. Her udgjorde den sammen med 2 liter is og en bakke jordbær desserten til 7 sultne unge mænd.
PS Hvis du ikke har læst advarslen øverst, vil jeg for en sikkerheds skyld gentage, at DESSERTEN ER FULD AF SUKKER.

Pavlova
Ingredienser 
- 5 æggehvider (eller 4 1/2, hvis du bruger pasteuriserede i bægre)
- 1 knivspids fint salt
- 275 sukker
- evt 1 ts vaniljesukker
- 1 1/2 ts eddike
- 1 1/2 ts maizena
Tilbehør
- 1 – 2 liter god vaniljeis eller 1/2 liter flødepisket til skum
- ca 1/2 kg friske jordbær eller anden frugt
- evt frisk mynte
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 190 ° varmluft
- Pisk æggehviderne med salt med en håndmikser (eller røremaskine) i 5 minutter, indtil de er helt stive.
- Tilsæt sukker (evt iblandet vaniljesukker) MEGET, MEGET langsomt, mens der piskes. Det skal også vare i ca 5 minutter (jeg plejer at sætte et minutur)
- Til sidst piskes eddiken i. Marengsen er færdig, når massen er så stiv, at der står toppe, når du løfter piskerne op.
- Sigt maizenaen i massen og vend den FORSIGTIGT med en dejskraber
- Lav en cirkel på et bagepapir (brug evt en tallerken med en diameter på ca 20 cm). Bunden bliver næsten dobbelt så stor.
- Stænk nogle få dråber vand i cirklen og fordel marengsen.
- Med en tandstik eller lignende kan du trække en streg rundt i kanten (så hæver bunden pænest)
- Sæt nu din marengsbund ind midt i ovnen ved 190 ° varmluft i 10 minutter
- Skru ned til 150 ° varmluft og bag videre i 60 minutter
- Sluk for ovnen og HOLD OVNDØREN LUKKET, indtil ovnen er HELT kold (mindst 1 time, gerne mere).
- Du vil se, at midterpartiet af kagen hæver sig meget for så at falde lidt ned igen.
- Marengsbunden pyntes som nævnt med 1 – 2 liter god is eller flødeskum (ca 1/2 l) og masser af frisk frugt, f.eks. jordbær.
- Hvis du bager kagen i god tid, kan den opbevares i stanniol.
Kilde til opskrift: http://www.purhusnet.dk/ServiceFunktioner/Pavlova/pavlova.html
Tak for en god opskrift med præcis vejledning! Det var en stor success.
LikeLike
Hej Carla
Dejligt at høre. Tusind tak for feed back.
Kh Kathe
LikeLike
Lige den rigtige sommerdessert som jeg vil bruge til gæster her i weekenden! Den smager altid godt med sommerens friske bær og ekstra fin med is:
God weekend…
Kram Lis
LikeLike
Hej Lis
Jeg er altid glad for at kunne inspirere. Hvis du en dag kommer til Odense, så sig endelig til – for så giver jeg en kop kaffe 🙂
Også god weekend til dig.
Knus Kathe
LikeLike