Denne skønne aspargessalat fik vi hos gode venner for et par uger siden. Den var 1 ud af 3 salater og tilbehør til alt godt fra grillen. Min veninde havde lavet den med hvide asparges – og det smagte virkelig godt.
Idag har jeg lavet den med grønne asparges og vi fik den til ovnbagt torsk og laks. Det er en salat, som også gør sig rigtig godt sammen med fisk eller kylling.
Ingredienser til 6 personer:
- 1 kg grønne (eller hvide) asparges
- 4 æg
- 10 små cherrytomater
- 2 sp kapers
- 1 lille rødløg
- 3 sp. æblecidereddike
- 3 sp olivenolie
- 1 sp FiberSirup Gold, som kun indeholder 5 g kulhydrater/ 100 g (eller anden sødning)
- salt, groftkværnet peber
- friske krydderurter til pynt (jeg brugte olivenurt og purløg)
Fremgangsmåde:
- Skyl og skræl asparges, hvis de er hvide. De grønne skal ikke skrælles, men blot befries for det nederste stykke, som er lidt sejt.
- Kog dem i letsaltet vand – hvide i ca 5 min og grønne i ca 2 min. De skal endelig ikke være helt bløde.
- Tag dem op af vandet og lad dem dryppe godt af
- Kog æggene i 8-9 min, afkøl og pil dem
- Skær de små tomater i kvarte og hak rødløg og æg
- Bland dressingen (smag til med sødning) og tilsæt de hakkede ingredienser
- Anret asparges på et fad og dæk halvdelen af dem med æggevinaigretten
Inspiration til opskriften har jeg fra Salattøsen.dk
Dette indlæg indeholder affiliate links. Det betyder, at vi modtager et mindre beløb, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Prisen er den samme for dig – men du kan på denne måde vælge at støtte vores arbejde med bloggen. Vi linker altid kun til produkter, som vi selv bruger og kan stå inde for