Denne skønne auberginelasagne – som hedder “melanzane alla parmigiana” (fordi den oprindeligt laves med parmesan ost) fik jeg fredag aften hos min kære fætter Jesper i Aarup. Den smagte helt fantastisk af tomat og parmesan og auberginepladerne var super møre (de kan ellers godt blive seje, når man bruger dem i ovnretter, synes jeg). Den kan serveres som en vegetarret med f.eks. chilibønnefritter til – eller man kan spise den som tilbehør til en god bøf, hvilket vi gjorde idag. Jeg havde desuden lavet en portion sprøde grønkålschips, som passede fint til.
Ingredienser til 4 personer:
- 3 store auberginer
- 3 sammenpiskede æg
- kokos- eller rapsolie til stegning
- groft salt
- 1 portion af vores nemme tomatsauce
- 200 g revet pecorino ( eller parmesan – men brug endelig en ordentlig ost, da den giver meget smag til retten)
Tomatsaucen kan med fordel laves dagen før. Det er vigtigt med en ordentlig tomatsauce, da den præger retten en hel del (så en dårlig en af slagsen = en dårlig lasagne – hvilket vil være synd, når man nu har gjort arbejdet)
Fremgangsmåde:
Tomatsaucen laves i god tid. Auberginerne skæres i skiver på langs og drysses med rigeligt med groft salt. De skal trække i mindst ½ time i et fad , så væsken kan trækkes ud af dem. Herefter skylles de i koldt vand og duppes tørre. Så vendes de i de sammenpiskede æg og steges gyldne på panden. Dup overskydende fedtstof af med et stykke køkkenrulle efter stegning. Det er en proces, som nok kan synes omstændelig – men spring den endelig ikke over, da det giver de skønne, møre aubergineplader. Smør et ovnfast fad og læg de stegte aubergineskiver i lagvis med tomatsauce. som man starter og slutter med. Pas på, at der ikke kommer for meget tomatsauce i, da auberginerne ikke suger så meget væske til sig, som f.eks. lasagneplader gør. Drys med den revne pecorino ost og bag i ovn ved 200 grader i ca 25 minutter, indtil overfladen er gylden. Ligesom en almindelig lasagne kan denne ret med fordel laves dagen før (eller bare i god tid) – underbages en smule og så opvarmes i 15-20 minutter inden servering. Jo længere trækketid, jo mere møre auberginer.
Du kan også finde opskrift på bønnefritter og lasagnen hos Madbanditten eller i Jane Faerbers skønne kogebog om LCHF mad.
Det ser lækkert ud. Elsker auberginer, men ved at de trækker utroligt meget fedtstof til sig, når man steger dem på panden. Det afholder mig fra at bruge dem, da jeg ligesom dig har erfaring med, at de bliver seje i ovnen.
Har dog forsøgt mig med at pensle dem, og så bage dem i ovnen, og det kan fungere.
kh
Anne-Lise
LikeLike
Ja, du har ret i det med fedtstoffet. De sugede det til sig, som jeg kom på panden. Til gengæld “fandt” de sig i at tørstege, da der ikke var mere olie. Æggene giver dem en lækker, sprød overflade. Jeg vil så sige, at retten mætter utrolig meget, så man spiser kun en lille portion – og det er vel helt i LCHF ånden 🙂
Men jeg vil da prøve med din pensling og ovnbagning, næste gang jeg laver retten.
Kh Kathe
LikeLike
Det ser meget lækkert ud – det må jeg prøve snart :O
LikeLike
Tak – og god fornøjelse 🙂
Mvh Kathe
LikeLike
Det ser jo godt ud! Mon du kunne komme lidt ind på de der grønkålschips du skriver om?
🙂
KH Susan
LikeLike
Det kan du tro. Opskriften kommer på bloggen om et par dage. Men det er meget nemt: du skal bare nippe grønkålsblade af stokken, ryste dem i en pose med lidt olie og salt(eller andre krydderier) og bage dem ved 150 grader varmluft i ca 45 min. Super nemt og ganske lækkert.
Kh Kathe
LikeLike