Hvis du lige står og mangler et lille, nemt julekonfektprojekt, så kan jeg anbefale disse karameller. De er billige at lave og de smager så fint af fløde, sukker og en smule salt. Det fungerer nemlig rigtig godt med den flødeagtige, søde karamelsmag og så lige en lille saltflage, der lander på tungen i ny og næ. I love it ♥
Du laver karamellerne af de fløde, sukker, salt samt lidt glucosesirup. Denne modvirker, at karamellen krystalliserer og bliver grynet, og den kan fås i alle større supermarkeder. Jeg køber min i Kvickly. Jeg bruger Mette Blomsterbergs opskrift, som jeg har tilsat lidt sydesalt fra Læsø.
Jeg har valgt at koge karamellerne rigtig længe, så de bliver rimelig hårde. Efter kort tid i munden er karamellen blød som smør og du får den herligste smagsoplevelse. Pak dem ind i cellofan og de vil pynte smukt på konfektfadet.
Flødekarameller med sydesalt
Ingredienser
- 1/2 l piskefløde
- 250 g sukker
- 125 g glukosesirup (kan købes i de fleste større supermarkeder)
- 1 lille spsk sydesalt (jeg brugte den fra Læsø)
Fremgangsmåde
- Alle ingredienserne kommet i en tykbundet gryde, der er rigelig stor (karamellen bruser meget op, når den koger) og bringes i kog.
- Karamelmassen koges uden låg, indtil karamellen er mørk gyldenbrun, sej og meget tyk. Jeg kogte min i ca 3 timer ved jævn varme (massen skal kunne holdes i kog uden låg).
- Rør i den ca hvert kvarter.
- Karamellen er først kogt færdig, når den er MEGET sej og slipper grydens bund.
- Tjek evt med et sukkertermometer. Karamelmassen skal være mindst 122 °. Når temperaturen kommer op, vil karamelmassen pludseligt ændre farve til gyldenbrun og konsistens til meget sej.
- Tag straks gryden af varmen og rør saltet i. Gem en smule til drys.
- Tag evt en lille prøve fra og læg den på køkkenbordet. Hvis karamellen bliver fast ret hurtigt, så er den færdig.
- Karamellen hældes op i en form med bagepapir på ca. 18 x 18 centimeter.
- Drys med en lille smule sydesalt.
- Lad karamellen afkøle ved stuetemperatur, indtil den er helt fast (mindst 4 – 5 timer).
- Skær den ud i passende stykker, som indpakkes enkeltvis i stykker af cellofan eller mellemlægspapir.