Vandmelonsæsonen er ved at være slut – og denne salat spiste vi da også for en del uger siden som tilbehør til noget grillmad. Helt slut er det dog ikke – vejret er stadig lunt og jeg så faktisk vandmeloner i Netto forleden til den nette pris af 30 kr for en stor melon.
Derfor får du her opskriften på årets måske sidste vandmelonsalat – en salat, der som regel er elsket af både børn og voksne. Den er så enkel at lave og den smager skønt. OBS at vandmelon IKKE er low carb.
Ingredienser:
- ½ vandmelon
- 200 g gedefeta (eller ko feta – men vi kan bedst lide gedefeta)
- 1 håndfuld små, græske oliven
- ca 10 store græske oliven
- olivenurt eller mynteblade til pynt
- evt 2 sp olivenolie
- evt ½ sp æblecidereddike
- evt. rødløg i meget tynde skiver
- salt, friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
- Skær vandmelon og fetaost i små tern
- Kom dem i en skål og fordel oliven samt krydderurter over
- Fordel evt et par spiseskefulde god olivenolie og lidt æblecidereddike over salaten. Du kan godt undlade dressing, men det giver den en bedre smag, synes jeg.
- Drys med groft salt og kværn lidt peber over.