Blomkålssnack – smager som osterejer + popcorn

Hvordan spiser man et blomkål på 2 minutter? Svaret er dehydrering.

Velkommen til det nyeste projekt i Ravfood køkkenet. Jeg har fået et nyt stykke køkkenlegetøj – en Excalibur dehydrator. Jeg har drømt om sådan en sag i lang tid – og nu er den her. Dehydrering er et helt nyt område for mig – så jeg famler mig lidt frem.

Dehydrering er ganske enkelt tørring af grøntsager, frugt og kød – og noget, som bruges meget i rawfood (ikke at forveksle med ravfood) køkkenet. Hvis du har en ovn, som kan komme langt ned i temperatur, så kan du formentlig også bruge den til dehydrator opskrifterne.

Mit første projekt blev en blomkålssnack. Den er krydret med gærflager, som giver en parmesan lignende umamismag. De blev virkelig godt og kan bedst beskrives som en hybrid imellem popcorn og osterejer. De bør spises med det samme (hvilket ikke var noget problem for os) – eller  opbevares i en lufttæt beholder (ellers bliver de hurtigt bløde).

PS Jeg har min dehydrator stående i kælderen. Den fylder pænt, larmer ganske lidt og det lugter kun de første par timer, hvor der fordampes meget væske. Jeg havde den til at køre om natten.

Blomkålssnack med ostesmagBlomkålssnack med ostesmagIngredienser til 2 personer:

  • 1 blomkålshoved i små buketter (valnøddestørrelse)
  • 1-2 sp olivenolie
  • 2 sp gærflager (kan udelades, men giver en dejlig ostesmag)
  • 1 ts pommesfrites krydderi (eller andet krydderi)

Fremgangsmåde:

  1. Skyl blomkål og lav små buketter på størrelse med en valnød ( de krymper til under halv størrelse)
  2. Kom dem i en skål og tilsæt olivenolie
  3. Rør det godt sammen og tilsæt nu gærflager samt pommesfrites krydderi
  4. Rør det hele rundt, så krydderierne bliver godt fordelt
  5. Fordel nu blomkålsbuketterne på 4 plader i din dehydrator. Hvis du har en dehydrator med 9 plader, kan du med fordel lave dobbelt portion
  6. Blomkålsbuketterne skal tørre i dehydratoren i 10 – 12 timer ved 52 ° – så er de sprøde, men stadig lidt chewy. Hvis du ønsker dem helt tørre, skal de bare have et par timer mere.

1 thoughts on “Blomkålssnack – smager som osterejer + popcorn

Skriv en kommentar