Lige nu er det sæson for de smagfulde danske ribs og solbær. Vi har dem desværre ikke i vores lille byhave, men er indimellem heldige at få et par poser fra vores datter og svigersøn. Jeg valgte at lave en dejlig krydret gelé – faktisk med de samme krydderier, som jeg bruger til vores julegløgg. Geléen er dejlig anderledes end den traditionelle – krydret og meget intens i smagen. Jeg tror, at jeg vil bruge den ovenpå min morgenskyr sammen med nogle nødder og friske bær. Du kan også bruge et par skefulde af den i solbær skyr, i din is eller koldskål i stedet for de friske bær – eller gemme den til vinterens simreretter og måske endda til juleanden i stedet for den almindelige ribs gelé.
Jeg har rent undtagelsesvis brugt flydende sød fra ISIS istedet for Sukrin, da en gelé kræver virkelig meget sukker og det ville blive alt for dyrt i Sukrin (jeg tror, at man skal bruge næsten 1 kilo). Hvis du er imod kunstige sødemidler kan du for eksempel bruge Stevia dråber (jeg bryder mig bare ikke om Stevia – så derfor er det ikke en mulighed i mit køkken). Desuden har jeg tilsat en kirsebær balsamico eddike for at give geléen en mere kraftig og intens smag samt en note af kirsebær. Det fungerer fint sammen med de andre bær. Hvis du kommer geléen på rene og atamonskyllede glas, tror jeg næsten, at den kan holde sig vinteren over i dit køleskab.
Ingredienser til ca 750 ml saft/ gelé:
- 1500 g solbær og ribs
- 4 1/2 dl vand
- 3 kanelstænger
- 6 kryddernelliker
- 6 kardemommekapsler
- 3 små stykker frisk eller tørret ingefær (på størrelse med en sukkerknald)
- 2 stjerneanis
- 2 ts vaniljepulver
- 2 sp. balsamico eddike med kirsebærsmag (eller hindbæreddike)
- 8 sp flydende sød (jeg brugte ISIS)
- 2-3 sp agar agar (vegetarisk geleringsmiddel)
- evt et par ts Atamon (konserveringsmiddel)
Fremgangsmåde:
Skyl bærrene, inden de lægges i en gryde sammen med vand og krydderier. Lad det småkoge under låg i 30 minutter. Hæld bærmassen op i et saftklæde, og lad saften løbe af i 30 minutter. Brug evt. en sigte, hvilket jeg gjorde – og det fungerede fint. Hæld saften tilbage i den ren vaskede gryde. Tilsæt balsamicoeddike, flydende sød og vanilje og lad det koge i 20 minutter. Skum af. Jævn med agar agar, som er rørt op i lidt koldt vand og kog i yderligere 5 minutter. Hæld blandingen på varme, rengjorte og Atamonskyllede glas. Lukkes tæt og opbevares koldt.
Variation af solbær- og ribsgelé
Erstat krydderierne i opskriften ovenfor med ca 1 dl cognac.
Inspiration til opskriften har jeg fundet hos dansukker.dk
Dette indlæg indeholder affiliate links, der giver os kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Vi linker altid kun til produkter, som vi selv har brugt og og kan stå inde for.