Julekringle med marcipan, figner i portvin, æble og valnødder

Jeg har ikke bagt julekringle nogensinde, tror jeg. Faktisk har jeg ikke bagt særlig meget i de seneste år, fordi jeg prøver at undgå for mange kulhydrater (og det er fuldstændig umuligt ikke at lade sig friste af nybagt brød eller kage). Men idag kommer de gamle i familien på besøg og så tænkte jeg, at de skulle have en lækker julekringle, inden vi skal en tur på HCA julemarkedet. Jeg faldt over denne lækre opskrift fra  Anarkistens (ægte) kogebog, hvor jeg har valgt at ændre lidt på fyldet (men tjek hendes opskrift – der er nogle rigtig gode billeder af fletningen :-))

Julekringle

Kringledej:

  • 1,5 dl lun mælk
  • 25 gram sukker
  • ½ tsk groft salt
  • 25 gram gær
  • 1 æg
  • 75 gram smør
  • Evt ½ tsk kardemomme
  • 350 gram hvedemel

Fyld:

  • 1 syrligt æble (cox orange)
  • 6 tørrede figner
  • ca ½ dl god portvin

Marcipanremonce:

  • 125 gram marcipan (rives og røres med smør og sukker)
  • 50 gram smør
  • 50 gram sukker

Til pynt:

  • hakkede valnødder
  • sukker

Mælken lunes – den skal føles lunken når du stikker fingeren i, og den må hellere være lidt for kold end for varm – og sukker, salt og evt kardemomme røres i. Smuldr gæren ned i mælken, slå ægget ud over og tilsæt smørret i mindre stykker. Lad det hele stå – ikke røre rundt – et kvarters tid, så gæren kan vågne ordentligt, inden vi går igang med at hæmme den med en smørfed dej.
Når gæren er vågnet (dvs når små brune alienlignende klatter vokser i mælken) så hældes halvdelen af melet over og dejen æltes grundigt . Tilsæt resten af melet, lidt ad gangen, til du har en fast dej. Ælt den godt igennem og sæt den til hævning 45 minutter eller til den er tredoblet i størrelse.

Mens dejen hæver, forberedes fyldet: Marcipanmassen æltes sammen med fingrene og stilles køligt. Fignerne hakkes (husk at fjerne stilken) og varmes i ca 1 min i mikroovn i en god portvin (for at blødgøre dem lidt). De må gerne stå og trække i portvinen i et stykke tid (f.eks. mens dejen hæver). Skræl æblet og skær det i kvarte. Fjern kernehuset og skær kvarterne i ganske tynde skiver.

Når dejen er hævet, tages den ud på et meldrysset bord og får et par æltetag så den klapper sammen. Lad den hvile 5 minutter – så bliver den lettere at rulle ud – og rul den så ud til et rektangel. Skær lange snit langs kringlens side. Snittene skal – på hver side af midten – fylde 1/3 af dejens bredde, så de er samme længde som midterstykket (det lyder indviklet, men det er det ikke. Tjek evt. instruksen fra Anarkistens (ægte) kogebog)

Læg marcipanremoncen i en stribe ned langs midten, og læg æblerne ovenpå. Top med figner og hakkede valnødder. Fold enderne ind over. Og flet. Start i den ene ende og læg en strimmel fra skiftevis højre og venstre ind over fyldet. Slut af med af stikke de sidste strimler godt ind under kringlen.

Lad kringlen efterhæve en halv times tid. Imens forvarmes ovnen til 200 grader. Tag en æggeblomme og et nip fint salt og rør det godt sammen med en gaffel. Saltet gør æggeblommen lidt sej og mere tyktflydende, så den er lettere at fordel på kringlen. Pensl kringlen over det hele – æggestrygelsen hjælper også kringlen med at holde faconen under bagning, så fyldet ikke lækker. Drysses herefter med  hakkede valnødder. Bag kringlen 25 minutter så den bliver brun og blank. Lad den køle af på en rist. Vil du have sukkerstrøelse på, så stryg kringlen med lidt vand så snart den er kommet ud af ovnen og drys med perlesukker.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s