Min mand og jeg elsker et stykke med sild og karrysalat til frokost. Sild er godt, men desværre er den karrysalat, man kan købe ikke særlig lødig. Mens jeg tabte mig, fik jeg bikset denne skønne opskrift sammen. Den har en dejlig smag, er fyldig og crunchy pga æbler og løg – og man kan spise den med god samvittighed, selvom man er på slankekur. Jeg spiser altid min sildefilet på ½ stykke rugbrød, men med masser af karrysalat og f.eks. tomater til. På den måde skruer jeg op for proteinerne og sparer på kulhydraterne.
Ingredienser:
- 2 dl fromage frais eller skyr
- 3 tsk mayonnaise lavet på rapsolie
- 1 hårdkogt æg, grofthakket
- 50 g kogt hakket fuldkornspasta eller suppehorn
- ½ hakket rødløg
- 4 hakkede cornichoner eller 2 drueagurker
- 2 ts citronsaft
- 1/2 syrligt æble i tern
- 3 sp kapers
- 1 ts karry
- 1 ts gurkemeje (for at give farve)
- 1 ts flydende sød
- salt og friskkværnet peber
- Karse eller andet grønt til pynt
Fremgangsmåde
Ægget koges, nedkøles og pilles. Suppehornene koges og stilles til afkøling. Mens pastaen koges, klargøres det øvrige indhold: Drueagurker, æg og rødløg hakkes og æblet skæres i små terninger. Dressingen blandes sammen, hvorefter de øvrige ingredienser blandes i. Smagen justeres med karry, salt og sød – afhængig af, hvad man synes om (så husk at smage den til :-)). Karrysalaten stilles i køleskab og trækker et par timer.