Er du også vild med Twix – de der chokolader med kiksebund, karamel og chokoladeovertræk? Og kan du lide Snickers – som nok ikke behøver nogen yderligere præsentation? Hvis du kan svare ja til begge spørgsmål – og du samtidig er lidt ærgerlig over, at både Snickers og Twix er fyldt med sukker – så læs videre her.
Snicker Bites er en low carb kage, som består af en kiksebund, et lag snickerskaramel og et lag cookie dough med chokoladestykker. Den er ikke så sød som en Twix og smager mest af Snickers. Hele herligheden er overtrukket med chokolade og lavet uden sukker og gluten. Hvis du er mere til en udgave med masser af sukker, så finder du opskriften lige her.
I anledning af påsken lavede jeg halvdelen af kagen med hvid chokolade, grønne pistacienødder og gule safrantråde. Det er ikke low carb – I know – men smukt og forårsagtigt så det ud.
Opskriften kan virke lidt indviklet, men det er altså rimelig nemt at gå til, hvis du bare får det hele planlagt ordentligt. Derfor har jeg lavet en arbejdsplan, som du kan følge, hvis du har lyst.
Arbejdsplan:
- Tag al smørret ud af køleskabet mindst 3 timer, før det skal bruges, så det kan få stuetemperatur og blive blødt.
- Først bager du kiksebunden og afkøler denne
- Imens den afkøler laver du din Snickerskaramel
- Lav din cookie dough.
- Smør karamel på den afkølede kiksebund og sæt det køligt i ca ½ time
- Smør din cookiedough på og lad det stå køligt i ca ½ time
- Smelt chokoladen til topping og smør det på.
- Afkøl kagen i yderligere 1 time.
- Opbevares køligt (kan sagtens fryses) og tages ud af køleskab ca ½ time inden servering.
Ingredienser til kiksebund (en form på 22 x 32 cm, hvilket giver ca 30 stk):
- 180 g blødt smør
- 130 g kokossukker (eller Sukrin Gold, hvis du spiser striks LCHF)
- ½ tsk vaniljepulver
- 1/2 tsk salt
- 200 g affedtet mandelmel
- 100 g ikke affedtet mandelmel ( = malede mandler eller kan købes færdiglavet)
Fremgangsmåde til kiksebund :
- Det bløde smør piskes med en håndmikser sammen med kokossukker, indtil det er lyst og luftigt.
- Tilsæt vanilje og salt og pisk det sammen.
- Rør melet i. Dejen er en smule tør
- Hæld dejen ned i bageformen, som er klædt med bagepapir og fordel den med hænderne. Prik lidt huller i kiksebunden med en gaffel.
- Bag kiksebunden i ovnen ved 180 gr varmluft i 15-20 minutter, indtil kanterne er let gyldne (bunden skal stadig være lys i midten). Pas på, at den ikke får for meget, da bunden så bliver ret hård.
- Lad derefter kiksebunden køle helt af, inden du smører karamelcreme på.
Ingredienser til snickerskaramel:
- 200 g crunchy peanutbutter uden tilsat sukker
- 2 sp Sukrin Gold
- ½ ts vaniljepulver
- 25 g smør
- 1 sp kokosolie uden smag
- 20 – 30 sweetdrops med toffee smag
Fremgangsmåde til snickerskaramel:
- Smelt peanutbutter i en kasserolle og tilsæt smørret, sukrinen og vaniljen.
- Smag til med sweetdrops.
- Lad det blive i gryden, indtil du skal bruge det – men sluk for varmen
Ingredienser til cookie dough:
- 200 blødt smør
- 70 g kokossukker (udskiftes med Sukrin Gold, hvis du spiser striks LCHF)
- 100 g Sukrin Gold
- 3 sp fløde
- ½ tsk vaniljepulver
- 50 g peanutmel
- 125 g affedtet mandelmel (eller 175 g mandelmel og ikke noget peanutmel)
- 125 g 70 – 85 % chokolade
- 1/4 ts groft salt
Fremgangsmåde til cookie dough:
- Pisk det bløde smør med kokossukker og Sukrin Gold indtil det er lyst og luftigt.
- Rør fløde og vaniljepulver i.
- Kom mandelmelet i og rør dejen sammen.
- Rør chokoladen i og smag til med salt.
- Cookie doughen opbevares på køkkenbordet, da den hurtigt bliver hård, hvis den sættes i køleskabet.
- Spred cookie dough’en ud over karamellaget og sæt kagen i køleskabet igen i ca ½ time.
Ingredienser til Chokoladetopping:
- 200 g mørk eller hvid chokolade (eller ½ portion af hver, hvis du ønsker hvide og brune kager). OBS at den hvide chokolade IKKE er LCHF.
- 2 spsk kokosolie
- hakkede peanuts, hakkede pistacienødder, safrantråde til pynt (du vælger selv)
Fremgangsmåde til chokoladetopping:
- Smelt chokoladen med kokosolien i en lille gryde over meget lav varme
- Lad det køle lidt af og smør det så udover kagen
- Pynt kagen. Jeg lavede ½ kage med mørk chokolade og hakkede peanuts. Den anden halvdel var med hvid chokolade (ikke low carb, I know) og hakkede pistacienødder og tørrede safrantråde.
- Stil kagen køligt i mindst i 30 minutter, indtil chokoladen er størknet.
- Skær i mindre stykker på ca 2 x 2 cm og server
Kagen kan sagtens skæres i stykker og herefter fryses eller gemmes i køleskabet. Den skal ikke være helt kold, når den serveres, da cookie doughen gerne må være lidt blød.
Kniven og skærebrædtet på billederne er sponsoreret af Endeavour. Vi har lavet en anmeldelse af knivene, som du kan læse her.
Dette indlæg indeholder affiliate links. Det betyder, at vi modtager et mindre beløb, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Prisen er den samme for dig – men du kan på denne måde vælge at støtte vores arbejde med bloggen. Vi linker altid kun til produkter, som vi selv bruger og og kan stå inde for.
Har lige et højst sandsynligt kompliceret spørgsmål. Da jeg lige i tiden helt undgår sukker, bliver jeg nødt til at bruge sukrin gold til det hele og selvom, at jeg virkelig har vendt mig rigtigt meget til smagen, så tror jeg, det blir for meget, når det skal i alle 3 ting. Så er det mon muligt, at skifte sukrinen ud med fibersirup gold i en eller flere af opskrifterne og hvordan ca skal jeg gøre?
Mvh Rikke
LikeLike
Hej Rikke
Ja, det kan blive for meget for de fleste, når man bruger meget sukrin gold.
Jeg tror, at opskriften er fra før den tid, hvor vi havde fibersirup.
Du kan sagtens udskifte gold med sirup i både cookie dough´en og i karamellem (lav evt den karamel, som jeg har lagt på bloggen idag.
Måske kan du bruge fibersirup clear i kiksebunden – men jeg er ikke sikker. Det er lidt svært at forudsige resultater på noget, som skal bages.
Rigtig god fornøjelse.
Mvh Kathe
LikeLike
Jeg har ledt efter sådan en opskrift siden, jeg startede med LCHF. Mine favorit barer er lige præcis twix og snickers. Så det kan næsten ikke ende galt. Mht hvid chokolade, så har jeg fået købt nogle plader sødet med erythritol og stevia, som smager fantastisk. Så nu ved jeg hvad de skal bruges til. Så det blir mit mandag projekt.
Tusind tak for en super blog, som jeg er forbi næsten hver dag.
Hilsen Rikke
LikeLike
Hej Rikke
Sikke en dejlig kommentar at få. Spændende med din hvide chokolade med Stevia. Hvad hedder den?
Held og lykke med barerne – jeg håber, at du bliver tilfreds med dem.
Mange hilsner Kathe
LikeLike
Hej 😀
Det er en super god og inspirerende blog i har 😉
LikeLike
1000 tak Astrid 🙂
Mvh Kathe
LikeLike
De ser superfristende ud 🙂
LikeLike
Tak skal du have. Jeg opbevarer dem også i fryseren for ikke at blive fristet. De er en smule farlige 😉
Mvh Kathe
LikeLike