Inspirationen til denne bønneret kommer fra min gode kollega Kristian, der en dag fortalte mig om nogle rigtig gode refried beans, som han tit laver. Jeg har altid synes, at det var svært at finde anvendelse for bønner, så det her lød rigtig spændende. Refried beans er en klassisk ret fra det texikanske køkken eller tex mex køkkenet. Retten er kendt i forskellige former fra det meste af Sydamerika, hvor f.eks. ’bønnemos’ bliver givet til børn i stedet for smørebrød.
Jeg synes dog, at det er synd at mose de gode bønner. Der er intet at tygge på – og det ser faktisk heller ikke særlig appetitligt ud. Men jeg kan godt lide at bruge bønner i min madlavning. De indeholder mange proteiner og mætter godt. Dog skal de spises i begrænsede mængder, hvis man vi tabe sig, da de indeholder relativt mange kulhydrater (og kalorier). Jeg valgte derfor at supplere retten med haricots verts (som er rigtig gode) i forholdet 1:1 og spiste ialt 300 g af blandingen. Det gav mig knap 200 kcal. Sammen med nogle stykker af vores fiberrige frikadeller og en skefuld hjemmelavet aioli, blev det til et rigtig lækkert og godt mættende søndagsmåltid.
Ingredienser
- 600 g haricots verts
- 400 g udblødte og kogte røde kidneybønner
- 200 g edamamebønner
- 1 stort løg
- 2 rødløg
- 2 fed hvidløg
- 2 ts rapsolie
- chili, ½ ts spidskommen
- salt, friskkværnet peber
- evt hakket persille og lidt revet citronskal (det giver en super frisk smag)
Løg og hvidløg hakkes og svitses i 10-15 min i rapsolien UDEN at tage farve. Når man steger løg i meget lang tid ved meget lav varme, bliver de bløde, og tilberedningen på denne måde gør også, at løgene karamelliseres let i det sukker de selv indeholder. Herefter tilsættes de røde bønner, som steger med i nogle minutter. Til sidst tilsættes edamamebønnerne (uden bælg) og det hele varmes godt igennem. Serveres ovenpå haricots verts og smager altså bare rigtig godt 🙂