Jeg husker sjovt nok altid omstændighederne for mit første bekendtskab med en ret. I hvert fald de retter, jeg godt kan lide. Når jeg tænker på Pavlova, tænker jeg på en af mine gode kolleger, Karin F, som fortalte mig om desserten en gang, hvor jeg bad om ideer til en nem og billig dessert. Alle i vores familie elsker Pavlova – og den er nem og billig at lave. Det eneste dårlige, man kan sige er, at den er 100% usund.
Heldigvis kan Pavlova nemt laves i en sukkerfri version, som kan spises, når man er på slankekur. Vi erstatter blot sukker med Sukrin, vaniljesukker med vaniljepulver og almindelig vaniljeis med ISIS vaniljeis. Vi tilsatte desuden lidt kokos, for at give den mere fylde. Den smagte fortrinligt – faktisk bedre end den almindelige, synes jeg (selv gemalen, som ikke er på kur gav den adskillige kokkehuer :-)).
PS I virkeligheden er det jo bare en kokosmarengs – men sådan er der jo så meget…
Ingredienser til 4 små pavlova´er (eller 1 stor, om man vil):
- 3 æggehvider
- 100 g Sukrin melis
- ca ½ ts eddike
- 60 g kokosmel
Fyld:
- ISIS choko/ karamel is (eller anden slags ISIS is)
- Friske blåbær /eller anden slags bær)
- Hakkede mandler
Fremgangsmåde:
Pisk æggehviderne med salt med håndmixer – fuld hastighed 5 minutter. Derefter tilsættes sukrin (iblandet vanilje pulver) meget, meget langsomt , mens der stadigvis piskes . Når alt sukrin er kommet i, tilsættes eddike, mens der stadig piskes. Stop piskeriet når massen er så stiv, at toppe bliver stående, når piskeriset løftes op. Herefter vendes kokosmel forsigtigt i med en dejskraber.
Lav en cirkel på bagepapir – diameter ca. 15 cm (brug f.eks. en tallerken). Stænk nogle få vanddråber på papiret, inden æggehviden formes til en “lagkage”. Der laves en fordybning, hvor fyldes kan ligge.
Bages ved 150 gr. C i ca. 50 minutter. Sluk ovnen og hold ovndøren lukket indtil ovnen er helt kold – mindst en time eller gerne mere. Under bagningen vil du se, at midterpartiet af kagen hæver sig betydeligt for efterfølgende at falde lidt ned igen.
Når du tager kagerne ud, er de lidt bløde og fugtige. Det er pga Sukrinen. Men de bliver fint sprøde, når de er helt kolde.
Næringsindhold:
En Pavlova med 75 g ISIS is og lidt blåbær og mandler indeholder knap 200 kcal
PS Min første Pavlova lavede jeg for mange år siden. Jeg tror faktisk, det var min første internetopskrift. Hvis man er til den sukkerholdige version og gerne vil have en fin og udførlig instruks, så kig her ( jeg har fået lov af Inga til at bruge lidt af vejledningen her :-)).