Som den store blomkålselsker jeg er, har jeg længe haft lyst til at prøve en blomkålsversion af vores alle sammens elskede broccolisalat. Og den blev altså rigtig god.
Ingredienserne er – altså bortset fra at broccoli er udskiftet med blomkål – stort set de samme som i broccolisalaten. Jeg har dog smidt en masse frisk persille og skovsyre i, da salaten ellers var meget bleg at se på. Der skal jo også være noget for øjnene.
Blomkålsbuketterne blancherede jeg i et par minutter – men måske vil det også fungere med rå buketter. Jeg ved det ikke. Du skal huske at få tørret blomkålen grundigt, ellers bliver dressingen alt for tynd.
Jeg lavede blomkålsbuketterne og blandede dem med dressing aftenen før, salaten skulle serveres. Den behøver ikke at trække så længe – men det var smart, fordi vi skulle have gæster nogle timer efter, at jeg var kommet hjem fra arbejde
Hvis du spiser LCHF er det ikke så godt med vindruer, da de indeholder en del frugtsukker (ca 13 g kh/ 100 g).
Blomkålssalat med bacon, kerner og vindruer
Ingredienser
- 1 stort blomkålshoved i meget små buketter
- 1½ dl (90 g) ægte mayonnaise lavet på rapsolie
- 1 sp ( 15 g) Sukrin gold
- 3 sp æblecidereddike
- 1½ dl ristede græskarkerner
- 2 dl halverede grønne vindruer uden sten
- 1 finthakket rødløg
- ca 300 g ristet bacon i tern
- 1 håndfuld hakket persille
- evt 1 håndfuld skovsyre til pynt
- evt flagesalt med citrus fra Mill & Mortar samt friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Dressingen røres sammen og smages til, så den har den rette balance mellem sødme og syrlighed.
- Broccolien skylles og brækkes i meget små buketter.
- Overhældes med kogende vand og trækker i 2 minutter.
- Hældes i sigte eller dørslag og afdryppes grundigt. Tør dem evt i et viskestykke – de skal nemlig være helt tørre – ellers bliver dressingen for tynd.
- Bacon skæres i små tern og ristes (ikke for meget, de skal kun lige være gyldne og sprøde).
- Alle ingredienser blandes i og salaten trækker i et par timer.
- Gem evt. lidt kerner og bacon til pynt. Salaten kan sagtens laves dagen i forvejen (evt bare med blomkål i dressing) og opbevares køligt.
- Slut med at drysse blade fra skovsyre, lidt flagesalt og friskkværnet peber over salaten.
NAM siger jeg bare – lavede den med din bagte hvidløgs dressing 🙂
LikeLike
Hej Vibeke
Tusind tak for din feed back. Jeg bliver så glad, når jeg hører fra folk, der kan lide vores mad.
Ha´ en rigtig dejlig dag.
Kh Kathe
LikeLike