Low carb karamelcreme med nødder

Kender du det, at nogen gange går tingene ikke, som du havde planlagt. Nogen gange bliver du lidt ærgerlig over tingenes udvikling – og andre gange bliver du rigtig overrasket og glad.

Det sidste skete for mig idag, da jeg skulle tjekke de karameller, som jeg havde sat i fryseren til størkning igår aftes. Massen var fin og sej, da jeg tog den op – men efter 1 time i det lune køkken var den knap så fast. Livet med hjemmelavet karamel er ganske uforudsigeligt (mit sidste karamelprojekt blev til bolsjer).

Karamelcreme

Heldigvis fik jeg uden problemer hældt overraskelsen på glas – og vupti, nu har jeg min egen karamelcreme med lækre nødder, masser af fibre (fra fibersirup´en) – og helt uden sukker. Sådan kan det gå.

Du kan bruge karamelcremen på eller i en vaniljeis, i brownies, på dine pandekager – eller du kan spise den direkte fra glasset med en ske (hvis du altså tør). Den smager fuldstændig som en rigtig karamelcreme – måske endda en smule bedre, da den ikke har den der hvinende søde sukkersmag. Konsistensen er lækker og sej, som karamelcreme skal være.
Karamelcreme

Ingredienser

  • 375 fibersirup gold
  • 2½ dl piskefløde
  • 25 g smør
  • 4 sp sukrin melis
  • ½ ts vaniljepulver
  • 10 g hakkede pistacienødder
  • 50 g saltede macadamianødder

Læs mere om, hvilke produkter vi bruger i vores LCHF  køkken – og hvor de evt kan købes (indeholder  reklame i form af affiliatelinks).

Fremgangsmåde

  1. Kom alle ingredienser bortset fra nødder i en gryde og bring det til kogepunktet
  2. Efter ca 20 minutter, tilsætter du de hakkede nødder (du kan sagtens bruge en anden slags nødder – eller helt undvære dem)
  3. Koger ved svag varme i ca 1 time – husk at røre i det engang imellem
  4. Karamellen er færdig, når boblerne begynder at hænge sammen og massen bliver mere grødet og sej i konsistensen.
  5. Nu hælder du massen i et par rene glas med låg
  6. Stivner i køleskab i løbet af et par timer
  7. Hvis du vil bruge den som sauce til f.eks. is, kan du varme den en smule op.

Karamelcreme

Næringsindhold/ 100 g karamelcreme:

  • Kalorier: 280
  • Kulhydrat: 10 g (incl kostfibre 35 g)
  • Fedt: 21 g
  • Protein: 1,5 g

 

2 thoughts on “Low carb karamelcreme med nødder

  1. Rikke Knudsen siger:

    Det skal laves i dag. Det lyder vildt lækker. Jeg savner nemlig den is jeg plejer at købe med lun karamelsovs og low carb isen er allerede lavet. Julen er reddet, hehe. Tusind tak.
    Lige et spørgsmål, hvis jeg gerne vil have karamellen flydende i køleskabet, er det så mere fløde, jeg skal tilsætte i opskriften?

    Mvh Rikke

    Like

    • Kathe siger:

      Hej Rikke
      Hvis du vil have mere flydende karamel, så skal du ganske rigtigt tilsætte mere fløde – eller mindre fibersirup.
      Rigtig god fornøjelse.
      Mvh Kathe

      Like

Skriv en kommentar