Sofies Hemmelighed Lagkage

Hvad det er lige er, der var Sofies hemmelighed, ved jeg ikke. Måske er det den lækre sandkage bund, der gemmer sig under marengsen. Måske er det alle de forskellige smagsoplevelser, der er i kagen.

Kagen smager helt vidunderligt, synes jeg: en blanding af den søde marengs, sandkagebunden og fyldet bestående af jordbær og flødeskum. Det gør den ikke ringere, at den også er både enkel og billig at lave.

Dette er familien Rav´s ultimative fødselsdagslagkage og vi holder ikke fødselsdag, uden den kommer på bordet. Heller ikke idag, hvor det er min kære husbonds fødselsdag. Jeg lærte at lave den hos min bedstemor, der idag (om hun havde levet) ville have været 98 år.

Fred være med Bedste – her kommer Sofie.
Sofies Hemmelighed Lagkage

Sofies Hemmelighed

  • Portioner: 2 springforme á 23 cm
  • Udskriv

Ingredienser til 2 bunde

  • 75 g sukker
  • 110 g smør
  • 110 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1/2 dl mælk
  • 4 æggeblommer

Ingredienser til 2 marengstoppe

  • 4 æggehvider
  • 1 knivspids salt
  • 250 g sukker
  • 1 tsk eddike

Fyld

  • 1/2 l piskefløde
  • friske jordbær og hindbær

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 160 ° varmluft
  2. Del æggene i hvider og blommer. Jeg laver altid marengsen først, da den skal laves med HELT RENE piskeris (ellers kan den ikke piskes stift).
  3. Pisk hviderne helt stive med saltet (pisk i 3 -5 minutter)
  4. Tilsæt sukkeret MEGET langsomt, mens der piskes(pisk i 3 -5 minutter). Først når marengsen står som små bjergtoppe, når du tager piskeren op, er den klar.
  5. Pisk eddiken i. Den opløser sukkeret helt og gør marengsen fast og luftig.
  6. Rør dejen i en anden skål. Sukker og meget blødt (ikke smeltet) smør piskes luftigt.
  7. Kom de tørre ingredienser  i og pisk kortvarigt.
  8. Pisk mælken i.
  9. Pisk blommerne i EN AD GANGEN (ellers skiller dejen ad). Der skal kun lige piskes, indtil dejen er rørt sammen.
  10. Beklæd 2 springforme med bagepapir.
  11. Fordel dejen i de 2 forme. Der er ikke så meget dej til hver, så det skal bredes ud med en kniv eller lignende. Det skal også kun lige blive til en tynd bund.
  12. Fordel marengsen ovenpå dejen i de to forme. Bunden skal IKKE bages, inden marengsen kommes på.
  13. Bag kagerne midt i ovnen ved 160 ° varmluft i ca 45 minutter. Mærk forsigtigt efter med et træspyd, om kagen er bagt (der må ikke hænge dej på spyddet).
  14. Afkøl kagerne  HELT og fyld med friske jordbær og hindbær – eller hvad du har lyst til – samt flødeskum pisket af 1/2 l fløde.
  15. Kagen behøver kun at trække i en times tid inden servering.
  16. Du kan sagtens bage kagerne dagen i forvejen og lade dem stå i springforme dækket med stanniol (stanniol for at undgå, at marengsen bliver blød). Hvis der levnes noget, smager den også fortrinligt dagen efter 🙂

19 thoughts on “Sofies Hemmelighed Lagkage

      • Margit Linnet siger:

        Den lagkage – Amerikansk lagkage – fik jeg hvert eneste år, i barndommen, på min fødselsdag. Jeg er 57 år nu, så nu må jeg selv lave den. 😁

        Like

      • Kathe siger:

        Ja, den var meget populær i vores barndom (jeg er 60 år). Heldigvis er den virkelig nem at lave.
        Med venlig hilsen Kathe

        Like

  1. Lene Thomsen siger:

    Nu har jeg bagt dem de er rigtig flotte men hvordan opbevare jeg dem til i morgen
    Skal jeg pakke hele formen ind i staniol også det ovenpå ?

    Like

  2. Kirsten kjellerup siger:

    Tak for de gode opskrifter på din blog, laver tit noget herfra👏🏻👍😃vil bage denne kage i morgen, hvor stor bageforme bruger du???😅

    Like

  3. Vibeke siger:

    Sad og googlede kageideer og faldt over din. Den ser virkelig lækker ud. Den skal prøves.Andre lignende kager bages bund og marengs hver for sig. Men det ser ikke ud som om det giver problemer at bage det sammen? Hvor mange personer er der ca til i en hel lagkage?

    Like

    • Kathe siger:

      Det giver slet ingen problemer at bage det hele sammen. Du fordeler bare dejen + marengsen i 2 springforme. Der er ikke meget dej, men det skal også kun lige smøres ud – så bliver den ligesom en lagkagebund i tykkelsen. Hvis du fylder den med bær (eller syltetøj på denne årstid og fløde, er der rigeligt til 8 personer. Den mætter rigtig meget 🙂
      Rigtig god fornøjelse.
      Kh Kathe

      Like

  4. Celia siger:

    Den kage har jeg vist fået hjemme hos jer et par gange efter hånden… Den er jo SÅ lækker!! Tillykke med jeres blog, forresten, hvor er det FEDT, at I er begyndt! Kathe, du laver noget af den bedste mad, jeg har smagt, så jeg elsker, du deler lidt ud herinde. Tak ❤

    Like

    • katherav siger:

      Hej Celia
      Tak for de søde ord. Ja, der er blevet spist mange lagkager her i huset gennem årene af alle jer dejlige unge mennesker 🙂
      Nu har du opskriften – så er det bare at komme igang 🙂

      Like

Skriv en kommentar