Tomatchutney x 2 uden sukker, med gode (og billige) danske tomater fra Bazar Fyn

Tomatchutney  x 2 uden sukker, med gode (og billige) danske tomater fra Bazar FynForleden var jeg en tur i Bazar Fyn for at handle grøntsager hos min gode ven Amer Mansour fra Mango. Han havde det vildeste tilbud, som jeg længe har set: 6 kg flotte, danske tomater for 40 kr. Det er ca. 6,50 kr/ kg. Vildt, ikke sandt? Jeg fik min kære mand til at slæbe en kasse hjem og gik i et par dage og spekulerede på, hvad jeg skulle bruge dem til. Det blev i første omgang  den sædvanlige, altid lækre tomatsalat med rødløg, fårefeta, mozarella og basilikum til fredagens grill aften. Men det gjorde ikke et særlig stort indhug i de mange tomater, så idag har jeg produceret 2 slags tomatchutney til sommerens grill aftner: en “italiensk” version med løg, hvidløg, frisk timian og oregano samt en mere spicy version med  rødløg, rød peber og frisk estragon. Chutney´erne, som har en dejlig intens sur/sød smag, kan bruges, som man bruger almindeligt ketchup. De kan også bruges som smørelse i f.eks. en sandwich eller bare serveret ved siden af nogle skiver ost og oliven. Men det er naturligvis alt sammen  en smagssag :-). Vi spiste dem til en gang grill pølser (herrerne i familien) og kylling (os piger) sammen med nye kartofler og squash/ kinaradise spaghetti med vinaigrettedressing.

Da sommeren nu langt om længe har gjort sit indtog, vil vi prioritere andre aktiviteter end de, der foregår her på bloggen. Derfor vil der i de kommende måneder kun komme indlæg 2 x ugentligt, nemlig mandag og torsdag.

Italiensk tomatchutney med hvidløg og friske krydderurter ( 3 glas á ca 250 ml)

Italiensk tomatchutney med hvidløg og friske krydderurter

Italiensk tomatchutney med hvidløg og friske krydderurter

Smager lidt som en god, krydret ketchup med et italiensk twist. Velegnet til grillpølser og oksekød.

  • 900 g tomat, hakket
  • 600 g løg, halveret og skåret i skive
  • 4 store fed hvidløg (jeg bruger de små hvidløg i kurv), skåret i skiver
  • 125 g sukker (sukker og flydende sød kan erstattes af 250 g sukker)
  • 1 ts flydende sød
  • 1,5 dl æblecidereddike
  • 1 tsk sennepsfrø (kan udelades)
  • 1 tsk paprika
  • ca 1 ts groft salt
  • en håndfuld friske kviste af italienske krydderurter (jeg brugte timian, almindelig og spicy oregano)

Tomatchutney  x 2 uden sukker, med gode (og billige) danske tomater fra Bazar Fyn

Kom alle ingredienserne i en tykbundet gryde og lad det simre en times tid ved svag varme. Husk at røre i gryden med jævne mellemrum. Efter en time skrues varmen op, og chutneyen koges kraftigt ind, indtil den er blank, og konsistensen er meget tyk (det skal være som en fast marmelade). Det tager ca 1 ½ times tid. Kom det hele på atamon skyllede glas og luk straks. Kan derefter opbevares i køleskabet i rigtig lang tid (jeg ved faktisk ikke, hvor længe :-)).

Spicy tomatchutney med rød peber og estragon (også 3 glas á 250 ml)

Spicy tomatchutney med rød peber og estragon

ravfood-26Er lidt chili stærk, men med en dejlig, lidt sød eftersmag af estragon. Vil passe fint til en god ost, grillet fisk og kylling.

  • 600 g tomat, hakket
  • 600 g rødløg, halveret og skåret i skiver
  • 300 g rød peberfrugt, hakket
  • 125 g sukker (sukker og flydende sød kan erstattes af 250 g sukker)
  • 1 ts flydende sød
  • 1,5 dl æblecidereddike
  • 1 tsk sennepsfrø (kan udelades)
  • 1 tskgroft salt
  • 3 friske estragonkviste

Fremgangsmåde som ovenfor.

Jeg fandt inspiration til mine chutneys hos Foodfanatic.

 

2 thoughts on “Tomatchutney x 2 uden sukker, med gode (og billige) danske tomater fra Bazar Fyn

  1. Sheila siger:

    Iih, hvor ser de altså bare gode ud! Jeg er total fan af chutney, relish osv, og altid nogen på køl. Det er lækkert som tilbehør. Jeg elsker også Bazar Fyn, men kommer for sjældent derud. Det var nu ellers billigt for tomater 🙂
    Hvilket mærke æblecidereddike bruger du? Jeg har købt Urtekram’s, fordi det også skulle være super godt at drikke i vand. Men trods det at jeg ikke betegner mig selv som værende kræsen, er jeg ved at falde fuldstændig baglæns over hvor grimt det smager, og kan ikke få det ned.. :/

    Like

    • Kathe siger:

      Jeg bruger også Urtekrams æblecidereddike – men kunne nu ikke drømme om at drikke den i vand :-). Jeg tror nu heller ikke på, at det skulle gøre noget godt for noget. Men den er vældig god i maden, synes jeg. Frisk og ren i smagen.
      Jeg har egentlig aldrig gjort det i chutneys – men det vil jeg gøre fremover. Det er en dejlig måde at få sine grøntsager på 🙂

      Like

Skriv en kommentar