Spansk gisou med kylling, chorizo og sukkerfri agurkesalat

Inspireret af min nylige fantastiske ferie i Las Palmas kommer her en lidt spansk version af den gode gamle gisou. Jeg købte nemlig mange spanske delikatesser med hjem – her i blandt lækre olivenolier, røget paprika og chorizo. Hvis man ikke lige kommer forbi Spanien, kan jeg anbefale en lækker økologisk med chorizo fennikel fra Mindeslund til en flad 50´er. Retten smager ganske herligt og er en super nem og billig hverdagsret. Smag kan man jo ikke altid diskutere. Mens jeg var ret vild med denne spicy gisou, foretrækker pigerne (nina og Katrine) bedre lide vores  traditionelle Gisou med oksekød. Men den er nu også god 🙂

Spansk gisou

Ingredienser til 4 personer

  • 1 kg kylling inderfilet
  • ca 100 g chorizo
  • 3 ts olivenolie
  • 2 store løg
  • 3 fed hvidløg
  • ½-1 hvidkål
  • 4 gulerødder
  • 2 røde peberfrugter
  • 1 grønsagsboullionterning
  • ca 2 dl vand
  • salt, peber, chiliflager
  • 2 ts røget paprika

Chorizo i tern og de hakkede løg svitses i olivenolien, til de er klare og lysebrune. Presset hvidløg svitses med. Kyllingen skæres i mundrette stykker, tilsættes og svitses med. Boullion terning smuldres over kødet og der krydres med chili, røget paprika og frisk kværnet peber. Hvidkål snittes meget fint (jeg bruger mit Zyliss mandolinjern) og peberfrugt samt gulerødder skæres i fine stave. Begge dele tilsættes sammen med ca 2 dl vand (kålen skal kun gøres fugtig – ikke sejle i vand). Retten småkoger, indtil kålen er mør – ca 15 minutter, men gerne mere. Der smages til med salt og peber.

Serveres gerne med fint strimlet iceberg eller anden grøn salat – bare for syns skyld :-). Iøvrigt hørte jeg engang en kok udtale, at den bedste grønne salat laves af iceberg. Hvis man bare skærer den ultratyndt – ja så får man en lækker og sprød salat (og billig).

Spansk gisou

Idag valgte jeg dog at lave en agurkesalat på æblecidereddike, Sukrin, salt og peber. Netto solgte nemlig danske agurker til 2 kr/ stk – og så er det jo om at slå til :-). Vi elsker den friske og crispy agurkesalat og har næsten altid en bøtte stående i køleskabet.

En meget billig,  hurtig og nem måde at få sine grøntsager på 🙂

Ingredienser til sukkerfri agurkesalat:

  • 1 agurk
  • 1 dl eddike (jeg bruger altid æblecidereddike, som har en lidt mildere smag end almindelig eddike)
  • 1 tsk salt
  • friskkværnet peber
  • 1 tsk tørret dild eller hakket mynte (kan sagtens undværes)
  • 4 spsk  Sukrin      

Dressingen blandes i en skål. Agurken skylles og snittes i meget tynde skiver (jeg bruger altid mit mandolinjern) ned i skålen med dressing.  Trækker i mindst ½ time, gerne mere.  Kan serveres til næsten alting.

8 thoughts on “Spansk gisou med kylling, chorizo og sukkerfri agurkesalat

  1. Susan siger:

    Guiso kommer af verbet guisar der betyder tilberede. Jeg mener at gisou må være en slåfejl, jeg har forhørt mig hos en indfødt som jeg kender meget godt :). Knus Susan

    Like

    • Kathe siger:

      Tak for den oplysning. Pudsigt med en slåfejl, der har slået sig fast :-). Jeg har googlet og kan se, at begge ord bruges næsten lige meget (ihvertfald på dansk). Knus K

      Like

  2. Susan siger:

    Hejsa, en guiso er simpelthen det spanske ord for sammenkogt ret og kan laves i en million udgaver, afhængigt af sæson og regioner. Prøv at skrive guiso i Google og du får et hav af kombinationer.
    Knus Susan
    Bruxelles

    Like

    • Kathe siger:

      Hejsa
      Så blev man da så klog 🙂 Super med en spansk kyndig kvinde.
      Nu har jeg googlet og kan se, at der både er gisou og guiso – men jeg kan ikke finde ud af forskellen. Ved du det?

      Knus Kathe – som troede at gisou simpelthen betød hvidkålsgryde 🙂

      Like

Skriv en kommentar