Flødekarameller på 20 minutter

Vi har i mange år lavet flødekarameller til jul. Det har været godt, men også vældig besværligt, da karamelmassen skal koges i nærmest 100 år (sådan føles det ihvertfald). I år er jeg faldet over en lækker og nem opskrift fra Anne au Chocolat. Det smarte er, at den er baseret på kondenseret mælk (fås bl.a. hos indvandrer grønthandlere og -supermarkeder) og derfor kun skal koges i ca 15 min. Konsistensen er som fudge, så der er ingen fare for at miste plomber eller andet, når karamellerne sættes til livs. Karamellerne kan laves “plain” eller fyldes med, hvad man lige har lyst til. Vi lavede en plain version, en version med hakket kokoschips samt en version med tranebær i mørk rom og mandler/hasselnødder. Den sidste version blev overtrukket med hvis chokolade. MUMS, siger jeg bare. Men…. de er absolut IKKE kulhydratfattige – nok nærmere tværtimod (så jeg håber ikke, at diætisten læser med på denne post :-)). Jeg er bange for, at et par stykker af disse bæster vil få ens blodsukker på himmelflugt.

Flødekarameller med tranebær i rom, hakkede nødder og overtrukket med hvid chokolade

Flødekarameller med kokoschips, overtrukket med 80% chokolade.

Ingredienser:

  • 1 dåse kondenseret mælk, ca. 395 g
  • 120 g smør
  • 2 spsk honning
  • 150 g melis
  • ½ ts groft salt

Fyld efter kokkens fantasi: vi brugte som tidligere nævnt tranebær, mørk rom, smuttede hakkede mandler, ristede, hakkede hasselnødder i den ene slags. De blev overtrukket med hvid chokolade. I den anden kom vi hakkede kokoschips og overtrak med mærk chokolade. Smelt alle ingredienserne langsomt sammen i en gryde over svag varme, indtil sukkeret er opløst. Her skal røres konstant. Skru derefter op for varmen og bliv ved med konstant at røre i 10-15 min, indtil karamelmassen har fået en mørkere farve. Tilsæt nu fyld efter lyst. Hæld massen ned i en firkantet form foret med bagepapir og køl ned. Skal i køleskabet mindst 4 timer (eller i fryseren i 2-3 timer), inden man kan skære karamellerne ud. Det er en god ide at opbevare karamellerne køligt, da de hurtigt bliver bløde.

Opskriften er fra Anne au Chocolat.

4 thoughts on “Flødekarameller på 20 minutter

Skriv en kommentar